I bund og grund er adm. direktør Bent Johnsen godt tilfreds med udviklingen i 2016, men en gammel voldgiftssag har belastet driften med næsten 14 mio. kroner. 
 
HUJ fik i januar tilkendt en temmelig høj godtgørelse efter uenigheder om en byggeopgave på hotel- og konferencecenteret Rungstedgaard. Men det tilkendte beløb var væsentligt lavere end forventet, og derfor er regnskabsåret endt med et minus på knap tre mio. kroner. 
 
- Vi fik medhold i næsten alt, men i forhold til selve erstatningsspørgsmålet valgte retten at nedsætte vores krav. Umiddelbart ser vi dommen som en klar 5-1-sejr, men tager man tallene i betragtning, bliver det til en lidt ærgerlig 2-1-sejr, siger Bent Johnsen om Voldgiftsrettens afgørelse, der satte punktum på en fem år lang konflikt. 
 
Er i god gænge 
HUJ har omlagt sit regnskabsår, og samtidig med 2016-regnskabet har virksomheden derfor offentliggjort et regnskab for de første fire måneder af 2017. 
 
Resultatet er et overskud på 2,8 mio. kroner før skat og ifølge Bent Johnsen et vidnesbyrd om, at virksomheden er i god gænge. 
 
- Vi har den indtjening og det dækningsbidrag, vi budgetterer med. Både i 2017 og egentlig også i 2016, hvis vi ser bort fra den gamle voldgiftssag. I 2017/18 tegner det til, at vi når den budgetterede omsætning og en tilfredsstillende indtjening. Det ser meget fornuftigt ud, siger Bent Johnsen. 
 
Passion for det unikke 
HUJ betegner sig selv som en entreprenør, der er specialist i restaurering af slotte, herregårde og lignende unikke bygningsværker samt nybyggerier der kræver særligt komplicerede in-situ støbte konstruktioner. Fokus er på hoved- og fagentrepriser, hvor der værnes om håndværksmæssige traditioner. 
 
- Det stammer nok mest af alt fra vores passion for det unikke frem for egentlig særlige kompetencer. De er stille og roligt blevet opbygget efterfølgende. Mange af de ansatte har været her i 20-30 år, og vi gør meget ud af selv at uddanne de folk, vi har brug for. Lige nu har vi otte lærlinge ansat, og det er et vigtigt fokusområde for os. Vi plejer at sige, at vores knappe ressource er medarbejderne, og derfor siger vi ikke ja til mere, end vi kan følge med, siger Bent Johnsen. 
 
Lige nu er HUJ blandt andet i gang med at opføre et nyt hovedsæde til materialeleverandøren Haucon. Hertil kommer renovering af svømmehaller i Slangerup og Brøndby, en genopbygning af det nedbrændte Sparresholm Gods ved Næstved samt restaureringer af kunstneren Per Kirkebys sommerhus og Skovriddergaarden i Aarhus. 
 
- Historisk har der altid været plads til unikke bygningsværker, og det er der også, når jeg kigger frem. Det handler om at gøre sig fortjent til at blive inviteret med, og den første forudsætning er at lykkes med de projekter, vi udfører. Lykkes det har vi også en tro på, at vi er blandt de indbudte, når der skal bygges noget unikt, siger Bent Johnsen.
Entreprenør lægger voldgiftssag bag sig
Forkortet 2017-regnskab vender minus til plus hos den jyske entreprenørvirksomhed HUJ A/S