Fokus på energiforbrug og vandbehandling
Rådgivende ingeniørfirma Torkil Laursen A/S har været underrådgiver for Kullegaard arkitekter i forbindelse med Vandhuset Panteren.
– Vores ansvar har naturligvis været samtlige ingeniør disciplinerne som konstruktion, installationer, bygningsautomatik samt indeklima og de energimæssige beregninger. Derudover har vi i forbindelse med udbudsprojektet til totalentreprenøren og dennes underleverandørerne lavet tegninger, beregninger og beskrivelser af projektet. Byggeriet har været anderledes, i og med at svømmebassinet ikke er nedgravet som traditionelle haller. Bassiner er monteret direkte på stueetagen med stort set alle installationerne placeret imellem bassinerne, hvor kun kloakken ligger i jorden. Det har til gengæld givet nogle andre udfordringer, fortæller ingeniør Peter Steeskov og uddyber:
– Selvom alle kontraktioner, installationer og vandbehandlingsanlæg er projekteret på forhånd, og det hele bliver synligt og tilgængeligt, så har det krævet en del koordination og logistik at få de mange aktørers dele på plads, da alle skulle på banen på samme tid i samme rum, men det løste sig selvfølgelig på grund af den omfattende brug af 3D projektering. En anden udfordring er ventilationssystemet, som arbejder med et unikt software til kontrol og styring af ventilationssystemer. I stedet for en traditionel rumventilation med styret flow (indblæsningsarmaturer), kontrollerer dette system luftstrøm ved at flytte luften gennem pulserende trykvariationer. Dette giver en optimal opblanding samt mindre energiforbrug til flytning af luften. Fordelen er at der ikke bruges så mange ventilationskanaler og armaturer, men det kræver et helt tæt byggeri. De steder, hvor det kan lade sig gøre, er der mange penge at spare på energiforbruget, da strømforbruget er 20 – 25 % lavere end ved andre ventilationsanlæg, siger Peter Steeskov.
Der er også tænkt langsigtet, når det gælder behandlingen af både spilde- og regnvand i og omkring Panteren. Peter Steeskov forklarer her om nogle af tiltagene:
– Der er en del spildevand fra rensningen af vandet i bassinerne, men for at kloaksystemet ikke bliver belastet på tidspunkter, hvor det i forvejen modtager meget fra husholdningerne, renses filtrene om natten og udledes gradvist via et særligt indrettet rørsystem. Regnvand fra taget af bygningerne, som jo er rent, bliver ledt ned til søen i det rekreative område (LAR-system), mens der er taget højde for store mængder regnvand på parkeringspladsen ved at placere grønne områder over hele arealet, hvor vandet kan nedsive.
Faktaboks Torkil Laursen A/S Rådgivende ingeniører F.R.I blev stiftet af civilingeniør Torkil Laursen i 1957. Firmaet er i dag ejet af Michael Rønne, Peter Steeskov og Henrik Fuglbjerg-Svendsen med Michael Rønne som adm. direktør. Firmaet rådgiver indenfor kerneområderne: Kommunale bygninger, boligbyggeri, medicinalindustri, erhverv, bygningsrenovering, skimmelsvamprenovering, energioptimering/bæredygtighed og indeklima. Læs mere på www.torkil-laursen.dk |