Det har været et spændende og positivt år, men dog med udfordringer for en række af medarbejderne fra Hofmann A/S og de tre virksomheder i Taulov, som sidste år blev overtaget af Hoffmann A/S. Det er hhv. Alpedalens VVS A/S, Techniq Installation A/S og Installationsgruppen A/S, der tilsammen omsætter for ca. 100 mio. kroner.
Hoffmann A/S har i en lang årrække samarbejdet med de tre virksomheder, men alle parter kunne se fordele i at slå sig sammen, og ved denne tid for et år siden, kunne Licitationen Byggeriets Dagblad så fortælle at de tre virksomheder var slået sammen med Hoffmann, men skulle fortsætte som en selvstændig enhed.
Her på étårsdagen var det så fredag tid til at gøre status over det forgangne år, og ledelsen i både Hoffmann og Alpedalen er enige om, at beslutningen var rigtig.
- Vi så jo muligheden for at få en stærk repræsentation af teknikere, der kan el vvs og ventilation til fingerspidserne. Det er kompetencer, som vi er storforbrugere af i de byggerier vi laver. 30-35 procent af de byggerier vi laver, er teknik, og nu er halvdelen af vore medarbejdere faktisk teknikere, siger Torben Bjørk Nielsen, adm. direktør i Hoffmann. Han var sammen med sin bestyrelsesformand, Jørgen Porsmyr fra Veidekke i Norge tilstede for at fejre etårsdagen sammen med medarbejderne.
Fastholder kunderne
Chefen for de tre virksomheder i Alpedalen, Carsten Larsen mener at det har været en god rejse, og at man har kunnet fastholde kundekredsen, og samtidig fået flere muskler til at klare større og mere komplekse opgaver. De to er dog enige i, at der også har været udfordringer undervejs, ikke så meget på det menneskelige og holdningsmæssige plan, men mere lavpraktisk med hensyn til systemer, der skulle køres sammen:
- En række af vores medarbejdere har kæmpet en brav kamp for at få lønsystemer, rapportering, IT og meget andet til at køre sammen. Det er vi ikke helt færdige med endnu, men vi er kommet rigtigt langt, siger han.
Torben Bjørk Nielsen erkender, at han havde undervurderet, hvor svært det kan være at få økonomisystemer til at køre sammen.
- Det har taget tid og har været en større udfordring, ned jeg havde forstillet mig, men med gode menneskers vedholdende indsats, så er det lykkedes, siger han.
Til gengæld mener han at man har været rigtig godt forberedt på fusionen rent mentalt:
- Forud for hele processen med due diligence havde vi en helt dag sammen, hvor ledelsen fra alle afdelinger var med. Siden har vi haft endnu to dage, hvor vi kom endnu tættere på, og da så due diligence kom, blev afsluttet og handlen gennemført, følte vi os faktisk meget klar. Men man skal være godt forberedt, og man skal være klar over at ting tager den nødvendige tid. Det er ikke noget man bare kan haste igennem, for så får man ikke alle med, siger han.
- Et råd er at man skal lære hinanden at kende. Det gør man ved at tilbringe tid sammen, tilføjer han.
Stærkere teknikafdeling
At få teknikdelen med ind i Hoffmann har længe været et ønske for Torben Bjørk Nielsen, hvis kæphest hele tiden har været den tidlige involvering. Men det har ikke altid været muligt på det tekniske område:
- Men det er muligt nu, hvor teknikdelen kan sidde med fra start, og det gavner kvaliteten i det byggeri, vi skal lave, og det gavner ikke mindst processen, siger han.
Alpedalen udfører fortsat arbejde for egne kunder, og udfører desuden arbejder for Hoffmann, men på stort set samme måde som hidtil, bare i en mere integreret form.
Målet er at vækste med 10-15 procent om året, og det ser ud til at lykkes. Og indtjeningen skal gerne ligge over 5 procent.
Integrationsproces er i hus ét år efter køb
For præcis ét år siden købte entreprenørselskabet de tre Taulov-virksomheder, Alpedalens VVS A/S, Techniq Installation A/S og Installationsgruppen A/S. Fusionen har givet udfordringer, men betegnes af alle parter som en succes