23948sdkhjf

Se, hvordan Femern-forbindelsen bliver anlagt

Sådan vil Femern-konsortium producere og nedsænke tunnelelementerne under anlægget af verdens længste sænketunnel.

Entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors (FLC) offentliggør nu for første gang en videoanimation om, hvordan de vil bygge tunnelelementerne til den 18 km lange Femern-forbindelse, der bliver verdens længste sænketunnel for biler og tog.

Den tekniske video, som er på engelsk, viser hele produktionen fra stål, grus, sten og cement ankommer til den store arbejdshavn, til hvordan jernbinding og betonstøbning vil foregå samt klargøring – det betyder udskibning via et af verdens største dokanlæg af sin slags – og nedsænkning af elementerne. Dele af videoen blev anvendt i tilbudsgivningen.

Tunnelen støbes indendørs i den store fabrik for at skabe de bedst mulige forhold for kvaliteten af selve betonarbejdet, gode arbejdsforhold for medarbejderne og en produktion, der er uafhængig af vind og vejr. 

Femern-tunnelen mellem Rødbyhavn i Danmark og Puttgarden i Tyskland bliver 18 km lang og bygges af 79 tunnelelementer af beton og yderligere ti specialelementer med kælder til vedligehold. Hvert tunnelelement vejer mere end 70.000 ton. Hvert element er cirka 217 meter langt og cirka 40 meter bredt.

Fabrikken bygges i Rødbyhavn øst for den eksisterende færgehavn. Det samlede fabrik-areal bliver på 1,5 mio. kvm – eller 200 fodboldbaner – og bliver dermed en af de største fabrikker, der nogensinde er bygget i Danmark, skriver Femern A/S i en pressemeddelelse.

Femern Link Contractors (FLC) består af VINCI Construction Grands Projets (Frankrig), Per Aarsleff A/S (Danmark), Wayss & Freytag (Tyskland), Max Bögl Stiftung & Co. (Tyskland), Soletanche Bachy International (Frankrig), CFE (Belgien), BAM Infra (Holland) og BAM International (Holland). Danske COWI er hovedrådgiver for entreprenørerne, og belgisk Dredging International NV er en nomineret underleverandør.

Anlægget af Femern-forbindelsen skal efter planen begynde i 2020 og være klar til åbning i 2028.

Artiklen er en del af temaet Video.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109