Et ApS-regnskab er ikke helt så gennemskueligt som et aktieselskab, og derfor er det begrænset hvor langt ned i tallene man kan komme hos Nordjysk Lift. 
 
Men bruttofortjenesten for 2016 ser fornuftig ud, med en stigning til 47 mio. kroner mod 38,5 mio. kroner året før. 
 
På bundlinjen ser det imidlertid anderledes ud. 
 
Resultatet er gået fra 1,6 mio. kroner i 2015 til knap 550.000 kroner i 2016. Alligevel betegner selskabets ledelse det i regnskabet som tilfredsstillende. 
 
Rent driftsselskab 
Til billedet af selskabets måde at drive virksomhed på, skal med, at det udelukkende er et driftsselskab. Alle aktiver findes uden for. 
 
Antallet af medarbejdere er steget i selskabet. Det ses af personaleomkostningerne, der er steget med næsten otte mio. kroner til i alt 39. mio. kroner. 
 
- Jeg har egentligt ikke lyst til at kommentere tallene, men det er vort mål, at vi skal have et overskud i selskabet på en mio. kroner, vi skal holde gælden nede, og så kører vi en benhård afskrivning på maskinerne, siger adm. direktør og indehaver, Per Nielsen til Licitationen Byggeriets Dagblad. 
 
En meget stor del af selskabets maskiner er på leasingkontrakter, og her tager nævner regnskabet det lille forbehold, at det er variable rentesatser, der ligger til grund for leasingaftalerne, hvilket hurtigt kan ændre billedet på resultatet. 
 
Hård konkurrence 
Han tilføjer dog, at han oplever konkurrencen som hård, især i storbyerne, hvor der er mange om buddet. Men han oplever at markedet for udlejning er i fremdrift, qua den øgede aktivitet, især i byggeriet, der giver stor efterspørgsel i byområderne. 
 
Selskabet har 11 udlejningsafdelinger rundt om i landet. Det gælder materiel-udlejning til byggeriet og private. Nordjysk Lift oplyser på deres hjemmeside, at man har over 20.000 enheder af godkendte lifte, stilladser, teleskoplæssere, gravemaskiner, entreprenørmateriel, havemaskiner og meget mere til udlejning. 
 
Selskabets direktør Per Nielsen kører sin helt egen stil, når det gælder branchen. Han holder sig helt udenfor branchefællesskaber, og således heller ikke medlem af Materielsektionen i Dansk Byggeri.
Nordjysk udlejer falder lidt på indtjeningen
Nordjysk Lift har haft stigende bruttofortjeneste, men bundresultatet er faldet