Er cirkulært altid bæredygtigt?
Regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi er netop kommet med deres anbefalinger til, hvordan Danmark kan indfri potentialerne, når det handler om at gøre affald til sekundære råstoffer, som kan indgå i nye produkter. Men er den tilgang altid den mest bæredygtige?
Det virker intuitivt rigtigt, at den cirkulære praksis er lig bæredygtighed. Måske er det forklaringen på, at cirkulær økonomi er på alles læber? Affaldet er jo til at få øje på, og genbrugte eller genanvendte materialer kan have sin egen æstetik. Så mange griber denne dagsorden, og selv politikere har fået øje på den, men vi bør ikke springe over, hvor gæret er lavest og tro, at bare materialet er cirkulært, er alt godt og bæredygtigt.
Vi skal ikke lade os vildlede af smarte ord
At fokusere alene på den cirkulære proces er at tabe det store overblik. Den er nemlig kun en delløsning af en bæredygtig tankegang. Vi må ikke slippe de mere komplekse sammenhænge. Er genanvendt beton eksempelvis godt, hvis konsekvensen er ringere kvalitet eller øget cementforbrug? I cirkulære termer kalder man genanvendelsen af nedknust beton som vejfyld for "downcycling" (selvom andre råstoffer faktisk erstattes på den måde), mens genanvendelsen i ny beton kaldes "upcycling". Det ene anvendelse lyder pænere, men er den mere bæredygtig af den grund?
Et andet eksempel er dampmembraner af genbrugsplast, hvor den genbrugte plast kan variere så meget, at hver blanding burde deklareres individuelt. Det har allerede ført til revnedannelser. Er det bæredygtigt, hvis den komponent, der skal sikre, at der ikke udvikles råd og skimmel i en konstruktion, ikke kan matche et ensartet produkt af nye råstoffer? Genbrugsplasten udnyttes måske bedre til bæreposer og andre formål, hvor det ikke er en ulykke, at det nogle gange brister.
Mest bæredygtigt at brænde det af?
Genbrug i et 1:1 forhold må være rendyrket cirkulært. Men giver det mening i en byggeproces, hvor materialet ikke er ensartet? For at tage et materiale mere: Træ. Hvis træet skal genbruges i 1:1, så skal det styrkesorteres og CE-mærkes for at være lovligt i byggeriet, men også for, at man kan beregne styrke, nedbøjning og mange andre parametre. Træet skal lagres tørt efter sortering, og der må ikke være gamle søm eller skruer, for ikke at skade værktøjet. Det skal sorteres efter dimensioner og længder, og det vil derfor give en større logistisk udfordring samtidig med, at det vil være meget svært, at opnå en fornuftig økonomi. En anden form for genanvendelse vil nok være smartere.
Faktum er, at den gennemsnitlige dansker smider 50 kg træ ud om året. Heraf bliver de 38 kg lavet til spånplader, hvor de brugte træspåner opblandes med 30 procent nyt træ, hvilket reducerer behovet for lim, så der kan laves plader med den halve mængde formaldehyd end standarden tillader. En noget smartere genanvendelse.
Måske er det ikke cirkulært at brænde resten af træet, men derfor kan det godt være bæredygtigt. Vi er i den situation, at halvdelen af alt træ, der skoves i Danmark, bliver direkte omsat til flis til kræftværker, hvor det gør stor nytte. I genbrugsdiskussionen - og særligt i bæredygtighedstankegangen - er det derfor vigtigt, at skelne mellem fornyelige ressourcer og ikke-fornyelige ressourcer. Noget materiale er kort sagt vigtigere at genbruge end andet.
Fakta og komplekse sammenhænge
Den cirkulære økonomi kan være god og fornuftig i mange sammenhænge, men den må ikke blive til en religion. For eksempel er forslaget om minimumsmængder af genbrugsmateriale i byggevarer ikke en farbar vej. Derimod skal cirkulær økonomi, som en delløsning af bæredygtigt byggeri, baseres på fakta, data og livscyklusanalyser. Skal byggebranchen for alvor blive bæredygtig, skal der tænkes i fakta og komplekse sammenhænge. Så velkommen til anbefalingerne for cirkulær økonomi i byggeriet, men det er kun første skridt mod et bæredygtigt byggeri.
