23948sdkhjf

Ny økonomiaftale giver lille anlægsløft

Kommunerne må i 2018 investere 17 mia. kroner i byggeri og anlæg. Dansk Byggeri glæder sig over, at de bebudede nedskæringer er afblæst

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) indgik i går en aftale om kommunernes økonomi for 2018.

Aftalen mellem kommunerne og staten betyder, at der bliver lidt flere penge at rutte med i landets kommuner. KL og regeringen er enedes om at øge servicerammen med 300 mio. kroner. Også anlægsområdet får et lille løft med en ramme på 17 mia. kroner.

Hertil kommer et finansieringstilskud på 3,5 mia. kroner.

- Jeg er tilfreds med, at vi har landet en aftale, hvor vi har fundet rum til at prioritere et markant løft af den kommunale kernevelfærd. Samtidig har vi øget tilskudspuljen til de vanskeligst stillede kommuner til 350 mio. kroner. Det er en god håndsrækning til de kommuner, der har haft det sværest, udtaler finansminister Kristian Jensen (V) i forbindelse med aftalen.

Ansvarlig aftale
I Dansk Byggeri er der tilfredshed med, at der reelt er tale om et lille løft i anlægsinvesteringerne, som betyder, at kommunerne også på dette område kan fastholde den borgernære service via investeringer i bygninger og anlæg.

- Vi synes, det er endt med en god aftale. Det var svært at forstå fornuften i den varslede og frygtede rundbarbering af kommunernes budgetter, og det er heldigvis heller ikke sket.

- Og derfor bør parterne roses for at have landet en ansvarlig aftale, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen.

Der er i 2018 afsat 17 mia. kroner til nybyggeri og til renovering af bygninger og anlæg, og det er, om ikke prangende så trods alt en lille stigning i det aftalte niveau.

- Dansk Byggeri har vurderet, at behovet er 19 mia. kroner, mens finansministeren bebudede nedskæringer til 15 mia. kroner. Det er så landet på de 17 mia. kroner og med en aftale med mange andre spændende tiltag, siger Lars Storr-Hansen.

Smidigere sagsgange
Også aftalens elementer om mere effektiv drift gennem samarbejde og nye organiseringer samt modernisering og effektivisering får ros af Dansk Byggeris administrerende direktør.

- Kommunerne er en af bygge- og anlægsbranchens store kunder, og det er velkendt, at Dansk Byggeri ser kommunerne kritisk over skuldrene, når det handler om for eksempel driftsopgaver og vedligeholdelse. Vi kunne derfor godt have ønsket os den ambitiøse overligger i form af fastlagte mål for konkurrenceudsættelse af kommunale driftsopgaver, siger Lars Storr-Hansen.

Parterne er også enige om at gøre det nemmere for grundejere og kommuner at sikre sig mod skader fra klimaforandringer. Det skal ske gennem hurtigere og mere smidige sagsgange.

Aftalen betyder desuden, at kommunerne samlet set kan sænke skatterne med 250 mio. kroner i 2018. Det sker efter mange år med aftaler om uændrede kommunale skatter. For at understøtte skattenedsættelser i den enkelte kommune etableres der en tilskudsordning til skattenedsættelser på 450 mio. kroner

Kommunerne måtte i 2017 investere i nybyggeri og vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner, veje og så videre for 16,3 mia. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11