A. Enggaard Holding A/S løfter omsætningen til nye højder med 2016-regnskabet, hvor toplinjen steg med næsten 45 procent til 2.549 mio. kroner.
Den nordjyske entreprenørkoncern hører dermed blandt branchens absolut største, men det er ikke en præstation, virksomheden er gået målrettet efter.
– Vi har aldrig haft en ambition om at nå et givent vækstmål. Vi har altid bare forsøgt at følge markedet, så når vi har oplevet vækst over de sidste år, skyldes det egentlig bare, at der har været en positiv udvikling i markedet. Den har vi fulgt og taget den andel af, det er naturligt for os at håndtere, siger adm. direktør Asger Enggaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.