23948sdkhjf

Minister vil styrke sikkerheden i byggeriet

Et stigende antal ulykker får nu beskæftigelsesministeren til at se på, hvordan arbejdsmiljøet kan blive forbedret

Mængden af arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen er uholdbar, og det er derfor ikke tilstrækkeligt, at vente på det udvalgsarbejde, som man har sat i gang på Christiansborg.

Derfor vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) inden sommerferien fremlægge en plan for, hvordan man styrker sikkerhed og arbejdsmiljø på byggepladserne.

Initiativet kommer på baggrund af et samråd som SF og Enhedslisten havde kaldt ministeren i.

Arbejdsulykkerne i byggeriet har i de senere år været stigende. I 2011 var der 4.539 ulykker og i 2016 var tallet steget til 5.177 ulykker. Samtidig er der dobbelt så stor risiko for at blive udsat for en arbejdsulykke i byggeriet, end der er i andre brancher.

Penge samler støv
Det glæder Enhedslistens arbejdsmiljøordfører Christian Juhl, at Troels Lund Poulsen nu vil styrke sikkerheden blandt byggeriets arbejdstagere.

- Det er fornuftigt, at ministeren har erkendt, at Arbejdstilsynet skal gennemgå hele byggepladsen, når de er på kontrol, og ikke som nu, hvor en enkelt virksomhed besøges, og kun enkelte forhold undersøges. Det er dog nødvendigt, at Arbejdstilsynet så får tilført flere ressourcer til nyansættelser for at kunne løse opgaven. Men hertil rakte ministerens erkendelse ikke. Det på trods af at der i Fonden til Forebyggelse og Fastholdelse ligger mere end 1,2 mia. kroner og samler støv, siger han.

Omkring seks procent af lønmodtagerne i Danmark arbejder i byggeriet, men halvdelen af Arbejdstilsynets indsats foregår i branchen. Enhedslisten og SF foreslår derfor, at der bør vælges arbejdsmiljørepræsentanter på alle arbejdspladser med fem eller flere ansatte. Grænsen er i dag 10 ansatte. Desuden foreslår partierne, at uddannelsen af både arbejdsledere og arbejdsmiljørepræsentanter skal forbedres.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11