Med 48,5 millioner solgte mursten blev 2016 et nyt rekordår for Strøjer Tegl, der solgte 46,3 millioner mursten i 2015. Sidste års salg svarer til, at Strøjer Tegl afsatte næsten 133.000 mursten hver dag, året rundt.
- Jeg tror desværre ikke, vi har rundet 50 millioner, når vi snakker sammen igen om et år, siger direktør Flemming Rasmussen med henvisning til, at Strøjer Tegl efterhånden har ramt loftet for, hvor meget virksomheden kan producere og sælge i det nuværende setup.
- Der er en grænse for, hvor meget vi kan blive ved med at producere her på adressen. Det ved vi, og det har vi respekt for. Derfor er vi nødt til at skrue på nogle andre håndtag, så det ikke kun er voluminøs vækst, vi baserer forretningen på.
Sælger de rigtige produkter
Det betyder konkret, at Strøjer Tegl satser mindre på standardprodukter end på specialiserede produkter, hvor virksomheden kan bidrage med egen ekspertise.
- Vi skal have vækst på toplinjen, men den skal drives af en yderligere forfinelse af den produktstrategi, vi har, hvor vi vil sælge dyrere, bedre og mere arkitektonisk komplimenterende produkter, siger direktør Flemming Rasmussen og uddyber:
- Vi er blevet bedre til at sælge de rigtige produkter. Vi forsøger at være en arkitektonisk ambassadør, som er med til at sætte en dagsorden for, hvordan man kan bygge nogle smukke huse. I den proces er det lykkes os at sælge nogle produkter, der er højere forædlet end bare røde og gule mursten.
Strøjer Tegl har derfor blandt andet grundlagt det såkaldte Brick_Lab, der er tænkt som et inspirations- og udviklingsværksted for arkitekter og bygherrer.
Et fantastisk år
Det er også gennem Brick_Lab, at Strøjer Tegl har søgt patent på den helt særlige produktionsteknologi, som gør det muligt at lave 3D-baserede teglfacader.
Et andet initiativ er salgsselskabet Strøjer Tegl Systems, der formelt blev grundlagt i foråret sidste år, men som først reelt nu skal vise sit værd ved at rådgive om og udbrede kendskabet til tegl som byggemateriale.
Direktør Flemming Rasmussen er ikke i tvivl om, at de mange nye initiativer har deres del af æren for, at Strøjer Tegl i 2016 hentede det største overskud siden vidunderåret 2007, hvor virksomheden leverede et resultat på 28,2 mio. kr. før skat.
- 2016 er forløbet ganske fantastisk. Vi har fået en masse positive tilbagemeldinger på de aktiviteter og initiativer, Strøjer Tegl har sat i værk, og det er i bund og grund det, der er lykkedes, siger direktøren, som dog også erkender, at virksomheden i øjeblikket har medvind i markedt.
- Der er ingen tvivl om, at der er gang i hjulene lige nu. Samtidig har vi i Strøjer Tegl gjort det lidt bedre end markedet ved at tage andele.
Strøjer Tegl sætter vild salgsrekord
Men der er en grænse for væksten, siger direktør Flemming Rasmussen, efter at have solgt 133.000 mursten hver eneste dag i hele 2016