23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Robotterne kan også blive en fordel

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Vi skal ikke mere end 10 år tilbage. Dengang var der ikke mange i bygge- og anlægsbranchen, som havde forestillet sig, at et af de vigtigste redskaber på en byggeplads anno 2017 ville være en smartphone og en ipad.

Men vilkårene for virksomhederne ændrer sig hele tiden i takt med, at nye tekniske landvindinger bliver gjort, og det næste store kan meget vel blive en øget brug af robotter.

Det er dog ikke den store tiltro, som danskerne har til brugen af robotter i byggeriet. En YouGov-undersøgelse lavet for Dansk Byggeri viser, at blot 14 procent af danskerne tror, at håndværkeren er erstattet af en robot om 10 år eksempelvis ved et husbyggeri.

Men robotterne har allerede gjort sit indtog i byggeriet, hvor der eksempelvis bliver gjort stort brug af droner. Samtidig er der nok ingen tvivl om, at de mere ensformige opgaver ved et byggeri med tiden bliver overtaget af robotter. Det ensformige arbejde er ofte også det mest arbejdskrævende for håndværkeren, og derfor er det oplagt, at der til stadighed bliver udviklet maskiner og robotter, som kan overtage dette arbejde, så håndværkerne kan lave de mere specialiserede opgaver.

Så det er nok mere en naturlig udvikling, som bygge- og anlægsbranchen skal lære at leve med og ikke nødvendigvis være så bange for. Det kan ligefrem blive en fordel, hvis det betyder mindre nedslidning og smidigere arbejdsprocesser, som gør byggerierne nemmere at opføre.

Teknologien er kommet for at blive, og jo før virksomhederne tager den til sig, jo bedre rustet står de i forhold til konkurrenterne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141