23948sdkhjf

Kommission ønsker lige vilkår for sol- og vindenergi

Regeringens energikommission har fremlagt sine anbefalinger for fremtidens energipolitik

Øget fokus på energieffektiviseringer og mere lige vilkår for sol- og vindenergi er to af de anbefalinger, som regeringens energikommission mandag præsenterede for offentligheden.

Støtten til den vedvarende energi skal således udfases i takt med, at teknologierne kan klare sig på markedsvilkår og dermed blive konkurrencedygtig.

I overgangsperioden skal støtten tildeles på baggrund af markedsbaserede udbud med udgangspunkt i et princip om såkaldt teknologineutralitet.

Og netop markedsudviklingen skal være det afgørende, fremhæver installatørernes organisation Tekniq i en kommentar til anbefalingerne.

- Hverken sol eller vind kan alene dække Danmarks behov for grøn energi, og derfor er Energikommissionens forslag om en mere teknologineutral udbudspolitik sød musik i vores ører. Vi er meget enige i, at det skal være markedsudviklingen og ikke skiftende politiske flertal, der bestemmer, om det skal være sol, vind eller biomasse, der leverer energien til den grønne omstilling. Hidtil har vi oplevet, at ikke mindst solcelleteknologien har tabt kampen om støttekronerne, og derfor har haft svært ved at opnå fodfæste på det danske marked - selvom det er en både billig og effektiv måde at producere energi på. Ved at indføre mere lige vilkår for de forskellige teknologier, kan vi i sidste ende sikre, at vi får mest mulig grøn omstilling for pengene, siger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i Tekniq, i en pressemeddelelse.

Energikommissionens anbefalinger
  • Effektive internationale energimarkeder skal sikre forsyningssikkerheden
  • Vedvarende energi skal udbygges på markedsvilkår
  • Et integreret og fleksibelt energisystem skal sikre effektiv og stabil energiforsyning
  • Energieffektivisering skal fortsat være en afgørende del af løsningen
  • Danmarks energiteknologiske førerposition skal styrkes
  • Indsatsen uden for kvoteområdet skal have fokus på omstilling af energisystemet

Anbefalingerne pejler alle frem mod 2050

Kilde: Energikommissionen

Kommissionens forslag om mere fokus på energieffektiviseringer er ifølge Tekniq også oplagt - særligt inden for boligområdet.

- Det er helt oplagt, at det især kommer til at ske inden for boligområdet. Bygningsmassen står i dag for 40 procent af det samlede energiforbrug, så hvis regeringens mål om et fossilfrit Danmark i 2050 skal opfyldes, bliver vi nødt til at skrue op for energieffektiviseringerne, udtaler Simon O. Rasmussen.

Brug for langsigtet politik
Hovedbudskaberne i rapporten er, at der er brug for en ambitiøs og langsigtet energipolitik allerede fra 2020, hvis målet om et lavemissionssamfund i 2050 skal nås.

For at sikre en effektiv omstilling er der ifølge energikommissionen behov for et paradigmeskifte i energipolitikken, hvor man udnytter det gode fundament, som Danmark står på, men også tager højde for, at verden forandrer sig.

Energikommissionen peger blandt andet på, at etablering af et smart energisystem er en forudsætning for, at Danmark kan integrere vedvarende energi i energisystemet, opretholde en høj forsyningssikkerhed og sikre grundlaget for nye vækstområder i Danmarks teknologieksport.

- Efter det senest års arbejde i Energikommissionen står det klart, at der er behov for en ambitiøs energipolitik allerede fra 2020, hvis vi skal nå det langsigtede mål om et lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi i 2050, siger Energikommissionens formand, Niels B. Christiansen, der er topchef i Danfoss, i en pressemeddelelse.

Kommissionens anbefalinger vil nu indgå i forberedelserne til regeringens energiudspil, der bliver lanceret til efteråret og efterfølgende skal danne basis for en ny energiaftale.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125