DEBAT: Lad os stræbe efter en nulfejlskultur
Når man som jeg kommer på byggepladser overalt i Danmark, er det en stor glæde, når jeg oplever den store tiltro, der bliver maleren, hans evner og faglighed - samt hans materialer til del.
Langt hen ad vejen med rette, selvom jeg også ser eksempler, hvor selv den dygtigste maler må give fortabt. Udfordringerne består i, at de overflader, maleren modtager fra de andre fag, meget ofte ikke lever op til den kvalitet, der er beskrevet i projektet.
Senest har jeg besøgt et stort, københavnsk prestigebyggeri, som i øvrigt er indstillet til en stor arkitekturpris.
Byggeriet er blandt andet opført med mere end 1.000 støbte, bærende betonsøjler, som ifølge udbudsmaterialet skulle pletspartles, grundes og have to gange maling.
Det kunne nok have givet et rimeligt resultat, hvis ikke alle søjlerne havde været fejlbehæftede med et svimlende antal luftblærer i overfladen, der langt oversteg det tilladte. Her må kvalitetssikringen fra betonleverandøren altså have svigtet.
Problemet med sådanne blærer er, at de næsten er umulige at spartle, da spartelmassen "popper" ud af hullerne, når maleren forsøger at spartle dem.
Et andet problem, vi ofte ser, er at betonelementer revner i samlingerne efter at vi har udført vores malebehandling.
Tørretider skal overholdes
Malebehandlingen af betonelementer foreskriver, at der opsættes 10 cm brede gazestrimler i samlingerne, og bygherrerne vil naturligvis have en tendens at rette kritikken af revnerne mod maleren.
Men revnerne skyldes næsten altid, at betonelementerne ikke har været tilstrækkelig tørre inden maleren er kommet til. For der er tørretider, der skal overholdes, og selvom en betonflade syner og virker klar, kan den stadig være "våd" længere inde.
Når det er tilfældet, vil den fortsatte tørring af betonen resultere i revner i samlingerne - gazestrimler eller ej. Så hvis ikke tørretiderne i henhold til kvalitetssikringen er overholdt og kontrolleret, opstår problemerne - og kun en bekostelig boreprøve og ikke det blotte øje vil afsløre eventuelle fugtproblemer.
Svigtende kvalitetskontrol
Som malere oplever vi også jævnligt, at den forudgående kvalitetskontrol, når det kommer til gipsplader, svigter.
Skal det eksempelvis lykkes maleren at levere en tilfredsstillende malebehandling, der honorerer de højeste kvalitetskrav, det såkaldte Q4, stiller det blandt andet krav om, at der er opsat to lag gips; at det sidste lag gipsplader har forsænkede kanter på alle fire sider; at pladerne er monteret på stålrigler, og ikke træ, med en planhedsangivelse på max. +/- 2 mm, og sidst men ikke mindst, at pladerne ikke er beskadiget eller har været forkert opbevaret.
Noget af det kan vi selvfølgelig konstatere ved øjesyn om er opfyldt eller ej, mens andre elementer nødvendigvis må være op til gipsmontørens kvalitetssikring.
Jeg kan nævne mange andre eksempler på, at der kan være en verden til forskel på, de overflader, som vores medlemmer skal modtage efter udbudsgrundlaget og dem, som de modtager i praksis. Det gælder helt sikkert også andre fag på byggepladsen.
Spørgsmålet er så, om vi bare skal acceptere, at det er sådan det er i byggebranchen, eller om vi sammen skulle stræbe højere?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis danske industrivirksomheder havde samme lemfældige omgang til kvalitetssikring som byggeriet, så ville al produktion da for længst være flyttet til udlandet.
Ny ambition
Danske Malermestre har netop lanceret Malerfagets KvalitetsSikring, og med den i hånden kan maleren dokumentere, at kvaliteten af hans arbejde er i orden.
Men det er naturligvis en forudsætning for, at det kan lykkes at levere en ordentlig kvalitet, at alle andre fag på byggepladsen også sikrer deres kvalitet.
Kunne det ikke være en ambition, at vi sammen stræbte mod en nulfejlskultur, og ikke bare humpede af sted, som vi plejer?
Havde byggepladsledelsen for eksempel afvist at modtage betonsøjlerne i mit eksempel ovenfor, så må jeg da gå ud fra, at betonleverandøren havde rettet ind og leveret den aftalte kvalitet.
Artiklen er en del af temaet Debat.
