Storkøbenhavn og en sjat.
Det er arbejdsområdet for Gaihede A/S, der netop har afleveret et fint årsregnskab.
- Vi er meget tilfredse og ikke mindst stolte over årets resultat. Vi har en overskudsgrad på godt 10 procent, og det er flot for en virksomhed af vores størrelse. Det bekræfter os i, at vi er på rette kurs som rådgivende virksomhed, siger adm. direktør i Gaihede, Jesper-Max Larsen.
Han siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at stoltheden ikke mindst gælder kollegernes indsats.
- Samt selvfølgelig, at kunderne vælger os til. Vi vil selvfølgelig gerne tjene penge, men kortsigtet at tænke på bundlinje i indeværende regnskabsår har aldrig været vores strategi. Hvad der til gengæld det er kvalitet i, er kundetilfredshed.
Kvalitet frem for alt
Derfor går Jesper-Max Larsen heller ikke så meget op i, om virksomheden får flere ansatte end de nuværende 50.
- Det handler først og fremmest om kvalitet og ordentlighed, siger han til Licitationen, og tilføjer:
- Jeg vil gerne understrege, at det vigtigste for os, ikke er overskudsgraden. Det vigtigste er, at de opgaver, rådgiverne udfører, er i orden og er udført i kvalitet. Jeg er sikker på, at vores positive resultat hænger sammen med kvaliteten. Kunderne bliver hos os, når de er glade. Det er min erfaring, at du kan sætte det smukkeste Velux-vindue i facaden, men hvis dialogen mellem bruger og bygherrer ikke er god, kan meget falde sammen. Her kan vi gøre en forskel, siger han.
Gaihede vil gerne være kendt for at tage udgangspunkt i den enkelte bygherrers behov, og derfor vil virksomheden også i de næste år jagte renoveringsopgaver hos nye kunder, som for eksempel kommunale bygninger og almene boliger.
- De almene boligforeninger er gode kunder, fordi deres medlemmer bor i bygningerne. De er derfor interesserede i at arbejdet udføres samvittighedsfuldt, siger Jesper-Max Larsen.
Ambitioner om mere
- I vores drift af virksomheden gør vi meget ud af både at lytte til kunderne og lytte til hinanden. Konstant ekstern og intern dialog er den bedste måde at justere vores proces på, så vores opgaver løses rigtigt. Der lykkes ikke hver eneste gang, med det lykkes ofte. Det siger tallene også noget om.
- Vi har ambitioner om at være en større spiller inden for renovering af eksisterende bygning i Storkøbenhavn. Og på sigt måske brede os længere ud på Sjælland, hvor vi lige nu har godt fat i de større købstæder. Og det arbejder vi på, men vi skal være sikre på, at det er vores kvalitet, der får os til at vokse, siger direktøren, hvis virksomhed har en lille overvægt af ingeniører - og som dyrker tværfagligheden:
- Arkitekter, ingeniører og konstruktører er organiseret i samme teams og det kan forebygge det, jeg hører andre steder fra, nemlig at arkitekter og ingeniører kan have svært ved at tale sammen. Vores egne medarbejdertilfredshedsundersøgelser fortæller noget andet, siger han.
Gaihede har ambitioner om flere og større opgaver
Med en overskudsgrad på over 10 procent er ledelsen hos rådgivervirksomheden Gaihede A/S godt til freds med sit årsregnskab