23948sdkhjf

EU har øjnene på genanvendelse

Virksomheder, der udvikler stærke kompetencer inden for cirkulær økonomi, vil stå godt i fremtiden, mener Dansk Byggeri

Der vil i fremtiden komme langt mere fokus på genanvendelse af de store mængder byggeaffald.

Det vurderer Dansk Byggeri. Ikke mindst er EU på mærkerne i forhold til at stramme kravene, og Miljøstyrelsen har stort fokus på blandt andet selektiv nedrivning. Samtidig mærker Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB) en stigende interesse for cirkulær økonomi.

Dermed trækker markedet i sig selv mere og mere i retning af cirkulær økonomi, forklarer direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

- Kravene til byggebranchen bliver med garanti ikke mindre, og også bygherrerne vil i højere grad blive nødt til at interessere sig mere for byggeaffaldet. Så de virksomheder i byggebranchen, der udvikler stærke kompetencer på området, vil stå rigtig godt i fremtiden. Derfor er det positivt, at VHGB netop har bebudet, at de vil gå i gang med at udvikle uddannelsesseminarer om byggeaffald blandt andet målrettet byggebranchen, siger han.

Afgørende med mere viden
Michael H. Nielsen mener, at en af ambitionerne bør være, at vi i Danmark bliver verdensmestre i at sortere affald fra renovering og nedrivning, så affaldet kan forædles og kontrolleres, og affaldets egenskaber kan dokumenteres. Det vil gøre affald til nye ressourcer og bidrage til målet om mindre affald og større cirkulær anvendelse.

- For at blive bedre på området er det helt grundlæggende at hæve videnniveauet og at få de forskellige dele af værdikæden omkring affald til at tale bedre sammen. Her er den viden, som VHGB stiller til rådighed for alle i bygge- og anlægsbranchen, afgørende, understreger Michael H. Nielsen.

Bygge- og anlægsbranchen producerer 35 procent af alt affald og er den største kilde til affald i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.992