23948sdkhjf

S vil give virksomheder højere fradrag for udvikling

der skal desuden være bedre afskrivningsmuligheder ved køb af maskiner og it-udstyr, foreslår partiet. Dansk Byggeri roser udspillet

Danske virksomheder skal have bedre rammer for forskning og udvikling, så de også i fremtiden er konkurrencedygtige, og så vi kan skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

Det mener Socialdemokratiet, der derfor vil afsætte 1,5 mia. kroner til højere fradrag på virksomheders forskning og udvikling.

Forskning og udvikling i virksomheder i Danmark bidrager betydeligt til den samlede vækst i dansk økonomi - og gør det i stigende grad.

Virksomheder, der investerer i forskning og udvikling, er mere produktive, end virksomheder, der ikke gør det. Med et øget fradrag på 130 procent af virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling forventer partiet, at hæve BNP med 12,5 mia. kroner og bidrage til at fastholde og skabe nye produktionsarbejdspladser i Danmark.

- Når vi giver ekstra fradrag til forskning og udvikling, så ved vi, at vi får noget igen. Vi får skabt nye arbejdspladser, der bliver erobret nye markeder og nye markedsandele. Det er det, Danmark lever af. En af de væsentligste ting for os er at skabe et stærkt og ordentligt grundlag for dansk økonomi. Et stærkt dansk erhvervsliv er forudsætningen for en stærk velfærd, siger Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen.

Ros fra byggeriet
Forslaget kommer som en del af Socialdemokratiets udspil til en vækstreform "Vækst der virker - sådan skaber vi fremtidens arbejdspladser" med i alt 11 vækstinitiativer, der skal sikre flere investeringer i virksomhederne, forbedre deres rammevilkår og øge produktiviteten.

Ud over et forhøjet fradrag for forskning og udvikling vil partiet forhøje afskrivningsgrundlaget for små og mellemstore virksomheders investeringer i maskiner og it-udstyr samt give fradrag for lønomkostninger ved udvidelse af forretningsområde

Hos Dansk Byggeri roser erhvervspolitisk chef Torben Liborius S-vækstudspillet

- Vi hæfter os især ved forslaget om bedre afskrivningsmuligheder for små og mellemstore virksomheders indkøb af maskiner og it-udstyr. Det er især vigtigt, at virksomhederne får bedre muligheder for at indkøbe det nødvendige digitale udstyr til at skabe nye processer, produkter og serviceydelser. Det kan være byggefirmaer, som kan bruge robotter til at udføre det hårde arbejde med at bygge en mur, siger han.

Penge hentes i råderum
I dag kan indkøb af digitalt udstyr hvert år afskrives med 25 procent over en periode på fire år.

Men ifølge Dansk Byggeri vil det være formålstjenligt at afskrive digitalt udstyr med for eksempel det dobbelte af i dag.

Midlerne til initiativerne vil Socialdemokratiet hente inden for den del af det økonomiske råderum, der er øremærket en vækstreform i Socialdemokratiets 2025-plan "Stol på Danmark".

I alt er der afsat en ramme på 3 mia. kroner til vækstinitiativer, hvoraf halvdelen af rammen altså går til det nye forslag om at øge fradraget til 130 procent for udgifter til virksomheders egen forskning.

Socialdemokratiets 11 vækstinitiativer

Øget fradrag for forskning og udvikling på 130 procent
Forhøjet afskrivningsgrundlag for små og mellemstore virksomheders investeringer i maskiner og IT-udstyr
Skattefritagelse ved overdragelse til erhvervsdrivende fond forankret i Danmark
Fradrag for lønomkostninger ved udvidelse af forretningsområde
Øget fradrag for investeringer i iværksættervirksomheder
Styrkelse af teknisk forskning
Oprettelse af fast-trackordning til Skat ved udenlandske virksomheders etablering i Danmark
Afdækning af barrierer for lagring og konvertering af energi
Ansvarlig kapital til små og mellemstore virksomheder
Opkvalificeringsreform: Flere faglærte – nye arbejdspladser
Flaskehalsudspil: Flere medarbejder til et Danmark i vækst

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125