23948sdkhjf

Børn fra hele verden bag 12.000 solcellepaneler

I dag indvier Copenhagen International School sin nye skole i Københavns Nordhavn

Bag denne facade bestående af 12.000 solcellepaneler, der dækker et areal på 6.048 kvadratmeter, samler Copenhagen International School i dag sine elever, der kommer fra flere end 80 forskellige lande.

Eleverne er i alderen 3-19 år og de fleste er børn af forældre, der er ansat i internationale virksomheder og organisationer i Danmark. Den nye campus på 25.000 kvm er opdelt i sektioner med hvert sit tårn: Early Years, Primary School, Middle School og High School, og hver sektion har sit eget design, farve og layout. Samlet er der plads til 1.200 elever og 280 lærere.

Lyset i fokus
Næsten alle klasselokaler er placeret i bygningens hjørner, hvilket giver de bedste muligheder for dagslys fra og udsigt til flere sider. Alt kunstigt lys er LED-baseret, og lærere kan styre farvetemperatur og intensitet, alt efter hvilken aktivitet der foregår i lokalet.

Alt interiør er fremstillet af naturlige materialer; gulvene består af olieret egetræ, sofaens beklædning er af uld og boghylderne er af solid bambus. På længere sigt vil skolens toiletter genbruge vand ved skyl.

Læs mere: ARK Byg på fredag

Parter bag bygningen

Bygherre: Ejendomsfonden Copenhagen International School (ECIS). ECIS er en erhvervsdrivende og almennyttig fond etableret i 2012, blandt andet med det formål at bygge en ny campus til Copenhagen International School.
Lejer: Copenhagen International School (CIS).
Arkitekt: C.F. Møller
Ingeniør: Niras A/S
Storentreprenører: Per Aarsleff A/S, Eiler Thomsen Alufacader, Konsortiet KT DTEK.

Finansiering

Den samlede byggesum for det 25.000 kvadratmeter store campus er på over 500 mio. kroner.
Byggeriet er blandt andet muliggjort ved fondsdonationer på mere end 350 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Dampskibsselskabet Norden A/S // D/S Orients Fond, Hempel Fonden og Augustinus Fonden – hvoraf A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal står for en donation på 200 mio. kroner og Novo Nordisk Fonden på 100,1 mio. kroner. Derudover er der optaget lån til restfinansieringen fra Danske Bank.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11