23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Arkitekter tegner fremtiden ind i sygehusdesign

Tegnestuerne C. F. Møller og Cubo Arkitekter står bag det nye supersygehus i Skejby - et hospital på størrelse med en dansk provinsby

Danmarks første egentlige supersygehus er åbnet.

Mandag blev den første store andel af Det Nye Universitetshospital i Aarhus indviet - et hospital, som er blevet til igennem systematisk anvendelse af såkaldt videns- og evidensbaseret design.

Arkitektvirksomheden C.F. Møller stod bag det oprindelige Aarhus Universitetshospital i Skejby, og det har i høj grad været udgangspunkt for opbygningen af det nye.

"Det samlede hospitalskompleks bliver på størrelse med en dansk provinsby og har samme layout som arketypen på en by med højt og tæt centrum", skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.

- Som rådgivere har vi søgt at fastholde den humane skala i hospitalets base med røde teglbygninger på to og tre etager, siger partner Tom Danielsen fra C. F. Møller.

Mennesket i centrum
Begrebet ’helende arkitektur’ har fået indflydelse på alle beslutninger om de fysiske rammer; fra stuernes indretning, lysindfald og fleksible funktionaliteter til udformning af landskab og haverum.

"Målet har været at opfylde fleste tænkelige krav, behov og forventninger fra patienter, fremme involvering af pårørende og sikre optimale arbejdsforhold for de ansatte. Det sikrer et hospital med mennesket i centrum og er det nøglen til at komplekset bliver en human hospitalsby", lyder det i en fælles udtalelse fra Tom Danielsen og Peter Dalsgaard, arkitekter og partnere hos henholdsvis C. F. Møller og Cubo Arkitekter, umiddelbart efter indvielsen.

- Vi har tænkt hospitalskomplekset organiseret som en by med et hierarki af kvarterer, gader, pladser og torve. Det giver grundlag for en mangfoldig grøn bydel, og skal få stedet til at fungere som universitetshospital, landsdelscenter og basishospital for borgerne, siger Tom Danielsen.

Faglige fælleskaber
Ligesom i moderne byudvikling er fremtidsperspektiver inkorporeret og sygehuset tegnet til fleksibelt at kunne imødekomme fremtidens krav til teknik, nye behandlingsformer og arbejdsmetoder.

- Arkitekturen tager udgangspunkt i en menneskelig skala. Opbygningen sikrer, at patienter og besøgende ikke blot kan finde vej i byggeriet, men også finde sig til rette og hjælpe sig selv i hospitalsbyen, siger Peter Dalsgaard, partner i Cubo Arkitekter.

Grønne arealer
Nyetablerede regnvandssøer skaber planterige og rekreative engarealer og parkeringsarealer forbindes med træbeplantninger, siger Rikke Juul Gram, som er partner i Schønherr Landskabsarkitekter.

- Hospitalets mange gårdrum er udformet som frodige, grønne haver, hvis udtryk er inspireret af encellede dyr og pollen - de mindste former for liv i det store hospital, siger hun.

- Haverne møder patienternes behov for ro, rekreation og genoptræning, tilføjer Rikke Juul Gram.

De højere bygninger i centrum fremstår lyse og har farvede markeringer, der gør, at man lettere kan orientere sig.

Arkitekterne har søgt at finde en balance mellem arkitektur, logistik, digitale informationsplatforme, kunst og landskab.

Det samlede byggeri forventes færdigt 2020.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|