23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Integration er også byggeriets ansvar

Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad

Bygge- og anlægsbranchen er ikke kommet så hurtigt ud af startblokkene i forhold til den nye integrationsgrunduddannelse (IGU).

12 af branchens virksomheder - eller lidt over otte procent af samtlige deltagende virksomheder - har taget en flygtning ind på grunduddannelsen, som har til formål at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet og dermed få dem hurtigere integreret.

Derfor kunne man også have håbet, at langt flere bygge- og anlægsvirksomheder så et potentiale i uddannelsen. For branchen har også et ansvar for at få integreret flygtninge i det danske samfund.

Det er særligt de mindre virksomheder, som har IGU-elever, og det er jo nok ikke så overraskende, da de små aktører traditionelt altid er gået forrest, når det gælder praktikpladser. Det er ikke bare med til at skaffe ekstra hænder i virksomheden, men også sikre den fremtidige rekruttering til virksomheden, for alle undersøgelser viser, at der vil mangle faglærte i de kommende år.

Og sådan burde virksomhederne også tænke i forhold til IGU-ordningen. For der kan nemlig ligge et uopdyrket potentiale i at skabe interesse for bygge- og anlægsbranchen og sikre den fremtidige arbejdskraft blandt flygtningene. Det kræver selvfølgelig, at virksomhederne så også er villige til at oprette de påkrævede praktikpladser, så flygtningene kan få en decideret uddannelse inden for faget. Men samtidig sender ansættelsen af flygtningene også et positivt signal til omverdenen, at branchen tager et ansvar. Derfor bør flere virksomheder følge de 12 virksomheders eksempel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141