Semler Agro udvider produktsortimentet
Selv om John Deeres serie af transportere i forvejen kan meget, så kan en Gator faktisk gabe over mere. Det demonstrerer den danske John Deere-importør Semler Agro nu med nye redskabsmuligheder til de grøn/gule arbejdskøretøjer.
- Via firmaet Rødkilde ATV, lancerer vi nu en række redskaber til brug med ATV’er, men som i virkeligheden er lige så ideelle til anvendelse med en Gator. Derfor skaber vi nu flere muligheder for Gator-ejere. I første omgang lancerer vi et komplet system med sprøjte og sprøjtebomme samt to forskellige spredere, som nemt monteres på en Gator, forklarer Michael Nielsen, salgschef for Vej & Park.
Rødkilde A/S, har importen af forskelligt udstyr til ATV’er, som de også importerer. Det er Niels Egelund, der repræsenterer firmaet.
- Vi har en ambition om at være førende på teknikfronten, og der har vi sammen med Rødkilde fået specialudviklet beslag til sprøjter og spredere fra den new zealandske topproducent C-Dax, som giver komplette løsninger til sprøjtning og spredning. Beslagene er konstrueret specielt til C-Dax produkterne sammen med John Deere Gator.
Øget udbud og kvalitet
Firmaet tilføjer hele tiden nye produkter til porteføljen, der kan effektivisere kundernes hverdag. Her passer det øgede udbud af Gator-tilbehør, der omfatter C-Dax sprøjten, som kan kombineres med fem forskellige sprøjtebomme fra tre til seks meter, rigtig godt ind. Under transport klappes bommen sammen og holder sig dermed inden for Gatorens bredde.
De forskellige tilbehørsprodukter og -mærker er valgt, fordi de er unikke på den ene eller anden måde. Med nogle enkle tilpasninger fungerer ATV-udstyret nu også fuldt ud som Gator-specialgrej.
Adapter og udstyr monteres på ét minut uden værktøj. Derefter er det "klik og kør" og skift mellem alle redskaber på ingen tid.
- Vi har længe ønsket at udvide tilbehørsprogrammet med nogle muligheder, som kvalitetsmæssigt matcher John Deere. Foruden at tilbyde et bredt tilbehørsprogram gælder det for os om, at kvaliteten er i orden, og at vi aldrig løber ind i problemer med at skaffe nye dele, siger Michael Nielsen.
Han fortæller samtidig, at firmaet har 24-timers vagtordning hele året - også om søndagen - på både reservedele og service.
Flere servicefolk
Semler Agro har netop udvidet antallet af kørende servicespecialister, der hurtigt og effektivt kan rykke til ud, hvis der opstår problemer.
Det sker som et led i ambitionen om at skabe en moderne, landsdækkende og topprofessionel maskinforretning med kunden i fokus.