23948sdkhjf

BIG skal designe for italiensk industri-ikon

San Pellegrino investerer 670 millioner kroner i nybyggeri og har valgt Bjarke Ingels Group som arkitekt

Foran hollandske MVRDV har Bjarke Ingels Group vundet en indbudt konkurrence om at designe et 17.500 kvadratmeter stort nybyggeri til det italienske kildevandsbrand San Pellegrino i hjertet af Bergamo i det nordlige Italien.

Samlet set er der tale om langt mere en "blot" en fabrik, for projektet rummer både infrastruktur, rekreative områder og oplevelsescenter.

Projektet, der forventes at løbe op i 90 mio. euro (cirka 670 mio. danske kroner), blev afsløret onsdag på Feltrinelli Foundation i Milano, og San Pellegrino-koncernens CEO, Stefano Agostini, var begejstret:

- I dag lægger vi den første symbolske sten til fabrikken, som vil blive vores flagskib. Ud af alle projekterne var BIG’s forslag mest repræsentativt for vores brandværdier og vores virksomheds ambitioner, sagde han.

Buen som udgangspunkt
Projektet omfatter blandt andet en udvidelse af den eksisterende fabrik, kontorfaciliteter og et oplevelsescenter. BIG’s forslag ligger i forlængelse af arkitekturen i den eksisterende fabrik fra 1899, og er ifølge stifter Bjarke Ingels en hyldest til de klassiske elementer i italiensk arkitektur og urbanisme.

BIG’s design tager således afsæt i et velkendt arkitektonisk element; buen, der er anvendt for at "skabe en mangfoldighed af rum og oplevelser". Når det nye byggeri står færdigt, vil besøgende og medarbejdere gå gennem majestætiske hvælvinger, overdækkede tunneler, arkader og grønne pergolaer, der skal være med til at indramme den historie og kulturarv, der ligger i Pellegrino-brandet.

Byggeriet realiseres over en periode på fire år i et samarbejde mellem BIG, San Pellegrino-koncernen og det lokale arkitektfirma Studio Verticale.

Første spadestik ventes taget i 2018. Det første delprojekt bliver at opføre en bro, som skal forbinde fabrikken med byen Zogno. Fra 2019 følger byggeriet af kontorer, den nordlige fløj af fabrikken og oplevelsescenter.

Læs mere om: big
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127