23948sdkhjf

Når arkitekter skal skabe tryghed

Et af Danmarks mest utrygge og nedslidte boligområder, Bispehaven ved Aarhus, skal renoveres og omdannes for 190 mio. kroner. Aarhus arkitekterne og Niras er med og skal give stedet nye menneskelige dimensioner
Afsondrede kælderrum, dybe og overdækkede opgangsnicher samt øde stier giver ængstelse blandt mange beboere i Bispehaven i det vestlige Aarhus.

Faktisk er Hasle-bebyggelsen landets mest utrygge for beboerne, ifølge en undersøgelse foretaget af Politiets Tryghedsindeks 2016 og Østjysk Bolig.

Det skal et storstilet og ambitiøst renoveringsprojekt ændre. Og rådgiverholdet, der skal gøre noget ved problemerne, er udpeget.

Kig på fysiske rammer

Teamet har deltagelse af Aarhus arkitekterne, Enemærke & Petersen A/S, byMunch ApS og Niras A/S. Tilsammen danner de fire virksomheder et tværfagligt hold, der har bred erfaring med byfornyelse og boligrenovering.

Og de får nok at se til:

Bispehaven er et boligkompleks med høje betonblokke i syv etagers højde. Bygningerne er opført i 1970-73 og udgøres af 880 boliger med knap 2.300 beboere.

Bebyggelsen har store fysiske udfordringer i forhold til funktionalitet, sammenhæng, struktur, og skala, ifølge rådgiverne.

Derfor er der behov for fokus på Bispehavens fysiske rammer og sammenhæng til den omkringliggende by.

Målet med den omfattende renovering - med et samlet budget på 190 mio. kroner - er enkelt: Det drejer sig om at skabe mere tryghed, bedre levemuligheder og større frihed for beboerne.

- Vi skal forvandle det monofunktionelle boligområdes betonblokke til et mangfoldigt kvarter i en vedkommende og human skala. En gentænkning af udearealerne spiller en central rolle og ved projektets afslutning vil Bispehaven have skiftet navn til bispehaverne", lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus arkitekterne.

Væk med betonørken

Det handler med andre ord om at skabe forbedret sammenhæng med det omkringliggende bysamfund og rummelige fællesskaber i bebyggelsen.

- Bispehavens eksisterende ’betonørken’ skal omdannes til en ny grøn bydel, hvor det omkringliggende grønne areal flettes sammen med det nye omdannede.

Der åbnes op, og Skjoldhøjkilen, Haslebakker og Klokkerparken trækkes ind gennem boligområdet.

- Vi vil skabe et blødt venligt landskab i menneskelig skala. Et nyt image, der ligger fjernt fra det nuværende skalaløse betonlook, opstår og udnytter det grønnes kvaliteter, aktivitetsmuligheder og sammenhængskraft, lyder det fra arkitekterne.

Det er håbet, at den enkelte kareé vil i fremtiden fremstå som et trygt og venligt sted i en menneskelig skala og med sin egen unikke karakter. Med flytningen af samtlige indgange til indersiden af kareerne opstår nye gårdrum, der inviterer til fællesskab og naboskab.

Midt i området opføres et fælleshus, der ifølge arkitekterne skal spille naturligt sammen med det omkringliggende landskab.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157