23948sdkhjf

Historisk friluftsbad genopstår

Vestbad på kommunegrænsen mellem Rødovre og Brøndby bliver restaureret og ført tilbage til sin oprindelige stand
Der er sket meget gennem tiden med friluftsbadet på kommunegrænsen mellem Rødovre og Brøndby.

Da Vestbad blev indviet i 1958 var det arkitektur af høj kvalitet og et godt eksempel på udviklingen af det moderne velfærdssamfund, men i dag er friluftsbadet nedslidt og medtaget, og vandbehandlingsanlægget lever ikke op til tidens krav.

Bassinerne, parkanlægget, trafiklegepladsen samt de oprindelige bygninger er derfor nu på vej til at blive genoprettet, så de kommer til at fremstå, som da de i sin tid blev bygget - men med ny og tidssvarende teknik.

Den A.P. Møllerske Støttefond har givet tilsagn om støtte på 31,8 mio. kroner, som er betinget af, at Rødovre og Brøndby kommuner, der sammen ejer friluftsbadet, betaler 13 mio. kroner. Noget som kommunalbestyrelserne officielt skal tage stilling til i henholdsvis februar og marts.

At fonden har besluttet at støtte projektet vækker begejstring på borgmesterkontorerne i de to kommuner.

- Det er en fantastisk gave, vi har fået. Friluftsbadet har været et yndet udflugtsmål for tusindvis af familier, siden det blev indviet som et af Danmarks første friluftsbade for næsten 60 år siden. Alle, der er vokset op i vores område, kender det, og mange har gode minder derfra. Selvom vi ikke har strandkanten lige uden for døren, får fremtidens generationer et helt særligt lokalt tilbud, hvor de kan nyde vandet, solbade og lege under åben himmel i trygge rammer. De kan godt begynde at glæde sig, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen (S) i en pressemeddelelse.

Også fokus indendørs

Det indendørs område har de senere år gennemgået en omfattende udbygning og renovering.

I perioden 2004-2011 blev badet ud- og ombygget for 61 mio. kroner, og der er netop igangsat en stor renovering for yderligere 70 mio. kroner.

- Når det hele står klar, er der ingen tvivl om, at vi får et Vestbad, der er bedre end nogensinde, og som vi kan være endnu mere stolte af at have i vores nærområde, siger Brøndbys borgmester og formand for Vestbads bestyrelse, Kent Max Magelund (S).

- Brugerne får en ’wauw-oplevelse’ indendørs, og med genoplivningen af det smukke, gamle friluftsbad og parken bliver det enestående. Det er en kulturhistorisk perle. Vi er meget taknemmelige for, at man kan se den store værdi i Vestbad, og at man støtter op om det, fortsætter han.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser han, at renoveringen af det indendørs område først står færdig i maj 2018, men at der stadig er drift i gang i mellemtiden, og at renoveringen af det udendørs område først går i gang, når man er færdig her.

Lige nu er området nemlig en stor byggeplads, fortæller han og påpeger, at man endnu ikke kan sige noget om, hvornår udbud kommer på tale.

Fakta om Vestbad
• Vestbad ligger på grænsen mellem Rødovre og Brøndby og er ejet af de to kommuner i fællesskab.
• Det blev indviet som friluftsbad i 1958. I 1970 blev det udvidet med indendørs svømmehal og træningshal. Siden er det blevet udvidet med blandt andet wellness-afdeling og vandlegeområde.
• Vestbad havde 276.000 besøgende i 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109