23948sdkhjf

En bred indsats skal sikre flere faglærte

Politikere, forældre, skoler, kommuner og alle andre - ikke mindst virksomhedsejere - har en helt central fælles opgave i 2017: Skab flere dygtige faglærte. Det mener Håndværksrådet
I 2016 begyndte vi for alvor at mærke, hvad manglen på faglært arbejdskraft kommer til at betyde - ikke alene for virksomhederne men også for Danmark som helhed. I flere brancher er situationen allerede uholdbar, og der er intet, der tyder på en forbedring de kommende år. Det kommer unægtelig til at kunne mærkes, både i virksomhederne men så sandelig også hos kunderne - ikke mindst privatkunderne.

Flaskehalsproblemer, afviste og uløste opgaver, skader og slitage som følge af mangelfuld vedligeholdelse af bygninger, maskiner, biler og så videre. Dertil kommer et regulært lønpres blandt faglærte, som SMV’erne vil få svært ved at vinde. Vi vil se flere ukurante løsninger som for eksempel øget brug af udenlandske bygningsarbejdere, der ikke kender danske standarder og normer for godt håndværk og derfor næppe ville kunne leve op til dem.

En sikker spådom for 2017 er, at manglen på faglærte bliver større. Vi kommer således alle sammen til at betale dyrt for de seneste årtiers nedprioritering af erhvervsuddannelserne og den fejlslagne politik om, at vi alle skulle tage en lang videregående uddannelse. Det eneste lyksalige mantra i alt for mange år.

Jo flere undersøgelser der udarbejdes, desto værre ser billedet ud. Danmarks Vækstråd, som Håndværksrådet har en plads i, er for nyligt kommet med den mest dystre forudsigelse, som lyder på 85.000 manglende faglærte frem imod 2025. Et fremtidsscenarie der absolut er usundt for os alle som samfundsborgere.

Handlekraft og reelle initiativer

Tiden er kommet til at iværksætte reelle initiativer, hvor vi alle må tage ansvar og udvise handlekraft. Det gælder folkeskolerne, erhvervsskolerne, politikerne, kommunerne, forældrene og ikke mindst virksomhederne.

Håndværk skal på skoleskemaet i en grad, så vores børn allerede i grundskolen lærer, hvor vigtigt håndværket er for samfundet. Og så de oplever, hvor attraktivt et arbejdsliv, man kan få som faglært.

Christiansborgs politikere skal ikke bare tale om flere dygtige faglærte - de skal også handle! Først og fremmest ved at droppe nedskæringerne på erhvervsskolerne. Vi skal det modsatte og kæle ekstra for erhvervsuddannelserne - vi skal gøre dem sexede. Samtidig skal vi gøre det særdeles attraktivt for virksomheder at tage lærlinge ved at indføre nye og mere enkle præmie- og bonusordninger. Gør det enkelt for pokker da!

Kommunerne skal gøre sig helt klart, at de ikke kan regne med de lærepladser, kommunens unge har brug for, hvis de ikke udbyder kommunens opgaver SMV-venligt, dvs. i mindre entrepriser. Uden opgaver tages der nemlig ingen lærlinge, og vi ved, at små og mellemstore virksomheder tager markant flere lærlinge end de store virksomheder. SMV-venlige udbud skal derfor blive en selvfølge i alle kommuner.

Forældre skal sikre sig, at deres børn kender mulighederne og indholdet i en uddannelse som faglært, inden de for eksempel vælger gymnasiet. Meget gerne hjulpet af skolernes UU-vejledere. Der er heldigvis rigelig inspiration til rådighed, se for eksempel kampagnen ditbarnsfremtid.dk, som Håndværksrådet er med i.

Virksomhedsejere har en hovedrolle

Naturligvis har vi som virksomhedsejere en hovedrolle i skabelsen af nye faglærte, og den tager langt de fleste SMV’er på sig. Vi tager således allerede mange lærlinge og nogen gange endda lidt flere, end ordrebøgerne egentlig kan bære.

Men vi må tænke nyt, som nogen af Håndværksrådets medlemsvirksomheder har gjort det.

Luk skoleelever ind på virksomheden. Enten som den gammelkendte erhvervspraktik eller som særlige praktikforløb, hvor en interesseret elev er i virksomheden en dag om ugen.

Kontakt skolerne og få en hel klasse på besøg til en rundvisning i din virksomhed - gerne med forældre.

Besøg skolerne og fortæl din egen historie. Det har flere medlemsvirksomheder gjort, og erfaringen er, at eleverne, ikke mindst drengene, på den måde får nogle meget vigtige aha-oplevelser.

Erfaringen blandt Håndværksrådets medlemmer er, at den slags åbenhed kan give både praktikplads-ansøgninger og nye kunder.

Vi ved allerede nu, hvordan fremtiden kommer til at ser ud, hvis vi bare lader stå til.

Hvis vi ikke tænker nyt og handler nyt.

Derfor vil jeg opfordre til, at såvel politikere, forældre, skoler, kommuner og alle andre - ikke mindst virksomhederne - bruger 2017 til at tage livtag med den kæmpe udfordring, det er at skaffe faglært arbejdskraft - også i fremtiden.

Husk at forskellighed er med til at gøre en forskel, og mangfoldighed er vigtigt for et stærkt samfund.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11