23948sdkhjf

En juleand om Håndværkerreglen har givet travlhed

Håndværkerbiler skal forsat have fartskrivere i bilerne. Færdselsstyrelsens nye vejledning er derfor en snydepakke, mener Dansk Byggeri
Vi kender det alle her i juletiden. Man bliver fristet af de flotteste, største og mest glitrende pakker - og alligevel ender man med at blive skuffet over pakkens indhold. Sådan en "snydepakke" er der mange håndværkere, der har fået i forbindelse med en ændring i Færdselsstyrelsens vejledning til undtagelsen i køre- hviletidsreglerne, den såkaldte håndværkerundtagelse. Sandheden er bare den, at håndværkerbiler som udgangspunkt forsat skal have fartskrivere i bilerne.

Men snydepakken har givet travlhed i Dansk Byggeri. Nogen har overfortolket ændringen i vejledningen og meldt ud, at håndværkerbiler generelt slipper for fartskrivere. Men det gør de ikke!

Det faktum har vi i Dansk Byggeri været nødt til at skuffe rigtig mange håndværksmestre med. Hos Dansk Byggeri kan vi godt forstå, at nogle håndværkere føler sig skuffede, når de ser, hvad ændringen konkret indebærer.

Præcisering af materiel

Den konkrete ændring er, at Færdselsstyrelsen har opdateret sin vejledning til håndværkerundtagelsen, og i den forbindelse præciserer, hvad der menes med begrebet "materiel".

Den eneste ændring er, at Færdselsstyrelsen præciserer, at maskiner, værktøj og materiel - som er nødvendig for udførelsen af førerens arbejde - også naturligt er omfattet af begrebet materiel. Det gælder også materialer, som transporteres som led i en håndværksmæssig fremstilling eller reparation. For håndværkere på vej til byggepladsen er der således ingen ændringer sket.

Ændringen af vejledningen betyder altså, at mester, der kører med materiale mellem forskellige byggepladser, forsat vil være omfattet af køre- og hviletidsreglerne, og derfor skal have installeret fartskrivere, hvis det da ikke er ham selv, der i sidste ende anvender materialerne. Derimod kan en murer, der selv kører med sine sten, som han skal anvende på byggepladsen, være undtaget. Men sådan har det hele tiden været med materiale til eget brug. Dette er blot skrevet mere tydeligt i vejledningen.

Undtagelser

Man er således forsat som udgangspunkt omfattet reglerne for køre- og hviletid, hvis ens køretøj eller bil og anhænger har en lovlig vægt på over 3,5 tons. Håndværkere kan dog fortsat undtages, hvis deres køretøj vejer under 7,5 tons, og

• Der transporteres materiel, udstyr og maskiner, som anvendes til førerens erhverv, og

• Transporten - køreafstanden - foregår inden for en radius af 100 km. fra virksomhedens adresse, og

• Føreren af køretøjet ikke kun er ansat til at køre materialer eller udstyr mellem forskellige byggepladser.

Hos Dansk Byggeri ønsker vi en julegave i form af, at langt flere håndværkere kan undtages fra køre- og hviletidsreglerne. Reglerne er både fordyrende og administrativt bøvlede, fordi de rammer en målgruppe, som lovgivningen ikke oprindeligt var tiltænkt, nemlig håndværkere. Skidt pyt med om indpakningen er flot, bare indholdet er det, vi ønsker.

Bedre gave ønskes

Så sent som i marts 2016 fik vi hævet afstanden for transport fra virksomheden fra 50 km til 100 km. Dansk Byggeri arbejder derfor forsat på at ændre reguleringen i både Danmark og EU, så håndværkerreglen bliver mere smidig og er mindst muligt bøvlet for vores medlemmer.

I Dansk Byggeri håber vi på, at vi kan fremtvinge en bedre løsning end i dag. Og når det er lykkedes, vil pakken under juletræet have et reelt indhold.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187