23948sdkhjf

Første skridt mod ny motorvej i Jylland

En række af Folketingets partier har besluttet at indlede to nye VVM-undersøgelser. Gode projekter, mener Dansk Byggeri
Det første politiske skridt til mere dansk motorvej er nu taget.

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået aftale om igangsættelse af undersøgelser af ny midtjysk motorvej og Hillerødmotorvejens forlængelse.

Dermed udmønter forligskredsen bag aftale om en grøn transportpolitik 12 mio. kroner til en VVM-undersøgelse af Hillerødmotorvejens forlængelse. VLAK-regeringen er desuden blevet enig med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale om at udmønte 65 mio. kroner til undersøgelser af en ny midtjysk motorvej.

Regeringen følger samtidig op på sit regeringsgrundlag og har sammen samlet flertal til at igangsætte en forundersøgelse på strækningen fra Hobro over Viborg til Give og en VVM-undersøgelse på strækningen Give-Billund-Haderslev.

- En ny midtjysk motorvej vil få stor betydning for vækst og arbejdspladser i hele Jylland. Det er der slet ingen tvivl om. Det er godt projekt, der vil kunne skabe ny mobilitet i den jyske transportkorridor, og som vil kunne bidrage til at aflaste E45, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

Kø mod Hillerød

Undersøgelserne vil kunne gennemføres på to til tre år. Omkostningerne er 40 mio. kroner for VVM-undersøgelsen af strækningen Haderslev til Give og 25 mio. kroner til forundersøgelsen af strækningen Give-Hobro.

Der har længe været et stort lokalt ønske om en forlængelse af Hillerødmotorvejen fra Allerød og helt til Hillerød og nu har forligskredsen bag aftale om en grøn transportpolitik besluttet at igangsætte en VVM-undersøgelse af Hillerødmotorvejens forlængelse. Projektet går ud på at undersøge en udvidelse af den eksisterende motortrafikvej til en 4-sporet motorvej på hele strækningen. Motortrafikvejen er forberedt til udvidelse til motorvej.

- Motortrafikvejen fra Allerød til Hillerød er en af de mest belastede motortrafikveje i hele landet. En forlængelse af Hillerødmotorvejen vil kunne aflaste denne trængsel. Det betyder, at tid, der bliver brugt på at sidde i kø, i stedet kan bruges på arbejde eller sammen med familien, siger Ole Birk Olesen.

Med aftalen afsættes der 12 mio. kroner til VVM-undersøgelsen, som vil kunne gennemføres på omkring to år.

Skridt i rigtig retning

Niels Nielsen, branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører kalder aftalepakken for "godt politisk arbejde".

- Det er et godt skridt i den rigtige retning at få gennemfør de her to motorvejsprojekter. Beregninger fra Vejdirektoratet viser, at det samfundsmæssige afkast af en ny midtjysk motorvej er 30 mia. kroner og det er derfor et godt projekt, man har valgt, siger han.

Niels Nielsen understreger dog, at der også er andre projekter, man fra politisk hold bør sætte i gang.

- Der er brug for bindende planer for andre fremtidige anlægsprojekter, siger han og tilføjer, at der er langt fra beslutning til handling og derfor er det fornuftigt at begynde at se på projekter som E20 over Fyn og trængselsproblemerne i trekantsområdet.

Bag aftalen om en grøn transportpolitik står Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Socialdemokratiet, Danske Folkeparti, Radikale og SF.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11