23948sdkhjf

Biler får syn og service - mens vi forsømmer vores bygninger

Måske den nye bygningsminister kommer med svaret på, hvad der skal træde i stedet for det nedlagte ventilations- eftersyn, som skulle skabe meget betydelige energibesparelser og højne komforten?
Efter fire år skal en ny bil til syn. Det skal den, for at vi kan få sikkerhed for, at bilen lever op til lovens minimumskrav for sikkerhed og miljø. Tjekket fortsætter hvert andet år, og erfaringerne med fejl og svigt samles op og indgår i manualerne til synshallerne.

Tænk, hvis vi gjorde det samme med bygninger og installationer.

Indeklimaet i de danske skoler er gang på gang dokumenteret at være så ringe, at mange af skolerne er ulovlige, hvis arbejdsmiljøloven kommer til at gælde for skoleelever.

Intet tyder på, at det står bedre til på hospitaler og plejehjem. Og på en lang række kontorarbejdspladser klages over indeklimaet.

Alligevel er det først nu, at Bygningsreglementet kommer til at indeholde krav om, at installationerne til ventilation, varme, strøm, vand m.v. - skal dokumenteres og efterprøves, inden de afleveres til bygherren. Til juli næste år kommer de nye regler om obligatorisk afprøvning af en lang række bygningsinstallationer ind i Bygningsreglementet.

I Tekniq ser vi frem til de nye regler.

Det er ud fra enhver betragtning fornuftigt at teste installationers ydeevne, inden en ny bygning tages i brug, og det er glædeligt, at installationerne får en stærkere placering i bygningsreglementet.

Årsagen er jo, at nye bygninger bliver stadigt mere tekniske og mere intelligente. Den del af byggesummen, som går til installationer er voksende. Hvor man førhen koncentrerede mange kræfter omkring bygningskonstruktionerne, så er fokus nu i højere grad rettet mod installationerne.

Stort potentiale for energioptimering

Samtidigt breder erkendelsen sig af, at løbende driftsudgifter for ejendomme er et indsatsområde, der skal prioriteres højere end nu, hvor opførelsessummer stadig fylder meget i billedet. Set over en ejendoms levetid overstiger driftsudgifterne langt opførelsessummen, og derfor bliver det stadigt vigtigere, at installationerne er udvalgt korrekt og udført optimalt.

Det er Tekniqs opfattelse, at installationsarbejde generelt udføres i god kvalitet og ikke er mere mangelfuldt end andet byggearbejde. Men installationer kommer sent i entrepriserækkefølgen og bliver ofte påvirket af forsinkelser i foregående entrepriser. Det foregår i dag jævnligt, at byggerier afleveres, inden installationsarbejdet er afsluttet, og indregulering har fundet sted - og det giver risiko for fejl.

De nye testkrav fører til et behov for større opmærksomhed på byggeriets planlægning, på aftaler om tidsplaner og særligt på, at det tidsrum, der aftales afsat til installationsarbejdet også de facto er til rådighed for arbejdets udførelse. Men de nye regler er ikke nok, hvis man vil sikre, at bygninger fungerer optimalt. Alt for ofte får ventilationsanlæg lov at køre, som vinden blæser. Det serviceres ikke og vedligeholdelsen er det så som så med. Anlægget indstilles ikke på ny, når man flytter rundt i rummene, eller bygningen ændrer karakter.

Bygningers installationer skal løbende efterses - og her ligger i virkeligheden langt det største potentiale for energioptimering og styrket indeklima.

Vi mangler derfor at se, hvad der kommer i stedet for det nedlagte ventilationseftersyn (LVE), som var designet til at skabe betydelige energibesparelser og højne komforten på arbejdspladserne, i skoler og institutioner.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11