23948sdkhjf

De unge skal have det i hænderne

Erhvervspraktikken i folkeskolen bør igen være obligatorisk, så de unge får interesse for håndværksfagene
Vi skal have erhvervspraktikken tilbage i folkeskolen. Mange steder i landet er den helt forsvundet, og det er ærgerligt. Det er nemlig en god måde at give de unge et indblik i forskellige brancher. Og i en tid, da 73 procent af en ungdomsårgang vælger gymnasiet, er det mere aktuelt end nogensinde - og et sted at starte, hvis vi skal klare den udfordring, at vi mangler faglærte i industrien og håndværksfagene.

I vores virksomhed Kynde & Toft havde vi førhen en del praktikanter og kunne være stolte af, at de ofte vendte tilbage til os og kom i lære. Flere af dem arbejder hos os i dag og i andre virksomheder på egnen. Det er gået i stå.

Der kommer dog stadigvæk enkelte unge, men slet ikke som førhen. Det skyldes, at det er op til den enkelte kommune, om erhvervspraktikken skal være obligatorisk på deres skoler - og når det ikke er obligatorisk, er det herefter op til den enkelte lærer.

Vise gode eksempler

Nogle skoler og efterskoler er dog stadigvæk rigtig gode til at få de unge i erhvervspraktik. Men jeg tænker, at vi er nødt til at få vist langt flere af de unge, at der er en verden udenfor skolen, hvor de både skal bruge deres hænder og hoved. Her er erhvervspraktikken en enestående mulighed for at give de unge et indblik i de fag, som ikke i forvejen sælger sig selv på imaget alene.

Her kan vi vise dem, hvad det egentlig vil sige at være håndværker i dag. Eksempelvis står en klejnsmed ikke og slår på en armbolt i dag. Det handler mere om at udtænke og skabe nogle gode tekniske løsninger eller fremstille produkter med avanceret teknologi. Men de unge skal ud og have det i hænderne for at se, hvad det egentlig vil sige. Vi vil meget gerne forsætte med at give dem den oplevelse.

Men nogle kommuner og lærere vil hellere fokusere på afgangsprøver og det rent boglige.

Obligatorisk erhvervspraktik

Danmark har ellers for længst erkendt, at det var et fejlskud at tro, at vi i fremtiden alene skulle leve af vores viden og lade andre lande om produktionen. De bedste ideer opstår nemlig i en vekselvirkning mellem viden og produktion. Det ved vi i dag. Der har vi været.

Derfor må vi nu gøre alt hvad vi kan, for at sikre at vi i fremtiden har nogen mennesker, der kan noget med deres hænder. I nogle kommuner kan fravalget af erhvervspraktikken skyldes mangel på praktikpladser. Her vil jeg gerne sige til virksomhederne i de områder, at der i de fleste tilfælde følger en positiv omtale af virksomheden med efter et praktikforløb - udover en mulighed for fremtidig arbejdskraft. Så lad os nu i fællesskab gøre det mindre tilfældigt, om de unge kommer ud og mærker virkeligheden og se at få gjort erhvervspraktikken i folkeskolen obligatorisk igen.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156