TV-inspektører har fået ny formand
Claus Vangsager ser gerne, at tv-inspektion af kloakker bliver obligatorisk i tilstandsrapporter
Ingeniør Claus Vangsager fra Aarsleff har afløst Morten Helleskov som ny formand for TV-inspektionsgruppen under Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK), og den nye formand vil blandt andet have tv-inspektion ind som en del af tilstandsrapporterne.
Samtidig vil han have husejere, boligselskaber og ejendomsforvaltere til at forstå, at der er stor forskel på den tv-inspektion, der udføres i Danmark. Almindelige kloakmestre kan af forskellige årsager ikke levere samme kvalitet og rapportering som en professionel og DTVK-uddannet tv-operatør.
- Danmark har siden 1986 opbygget Europas førende kontrolordning. Det betyder, at rapporter over ledningsnettets tilstand i Danmark er blandt de mest præcise og fejlfri i Europa, siger Claus Vangsager i en pressemeddelelse.
Den ekspertise skal ifølge Claus Vangsager nu også komme husejerne til gode blandt andet i forbindelse med tilstandsrapporter, som han vil sætte yderligere kræfter ind på, at tv-inspektionen bliver en del af.
Krav skal opfyldes
For medlemsvirksomhederne af DTVK er der en række krav, der skal opfyldes. Der stilles blandt andet krav til avanceret tv-udstyr og tv- operatørerne skal være operatør-uddannet af eksterne DTVK-konsulenter samt efteruddannes løbende.
Alt arbejde skal indberettes og samles i en database, og man skal være i stand til at rapportere digitalt til kommuner og forsyningsselskabers databaser.
Samtidig har DTVK en uvildig klageinstans. Den sikrer, at hvis der er hold i en eventuel klage, så lander den hos eksterne tekniske konsulenter, der behandler klagen og ser materialet igennem.
Der er i dag 35 medlemsvirksomheder hos DTVK, herunder 150 uddannede fuldtidsprofessionelle tv- operatører.
brahe