23948sdkhjf

Hollændere køber sig ind i dansk solafskærmning

Hollandsk fond skyder et ukendt millionbeløb ind i teknologivirksomheden Microshade
Den hollandske fond Lucros Investment investerer nu et større millionbeløb i den danske teknologivirksomhed Microshade A/S.

Microshade har udviklet en solafskærmning bestående af tynde mikrolameller indlagt i termoruder, som er i stand til at holde op til 90 procent af solens opvarmning ude af en bygning, uden det påvirker udsyn og dagslys.

Den 13 år gamle virksomhed har en klar vision om vækst, og det har fået den hollandske fond til at skyde et ikke oplyst millionbeløb i Microshade, så Lucros Investment ifølge cvr-registret nu ejer mellem 10 og 15 procent af virksomheden.

Hovedaktionærerne er Vækstfonden og den hollandske virksomhed SET Holding. De skød så sent som i april i år 5,7 mio. kroner ind i virksomheden som et konvertibelt lån.

"Denne aftale med en stor familiefond vil skabe yderligere muligheder for virksomheden. Med Lucros kan vi skalere salget, træde ind på nye internationale markeder og vokse markant. Også Lucros store erfaring inden for finansielle løsninger er en vigtigt tilførsel til vores forretning, og vi er snart klar med en række nye finansielle koncepter. Aftalen med Lucros Investment er derfor et stort skridt markedsmæssigt og strategisk, som jeg forventer mig meget af", udtaler Microshades adm. direktør, Laurits Bach Sørensen.

Røde tal på bundlinjen

Microshade udspringer af Teknologisk Institut og er grundlagt i 2003 af Microshades nuværende teknologidirektør Eik Bezzel, der opfandt den nye teknologi med de varmeafvisende glas.

Siden stiftelsen har virksomheden kæmpet med røde tal på bundlinjen i takt med, at produktet blev udviklet.

I 2015 kom Microshade ud med et underskud på 11,8 mio. kroner før skat, som ledelsen med adm. dirkektør Laurits Bach Sørensen i spidsen kalder utilfredsstillende, mens egenkapitalen skrumpede fra 15,2 til 10,6 mio. kroner.

Microshade har i de senere år fået foden indenfor hos flere nordiske ejendomsinvestorer som Klövern og Castellum, der bruger solafskærmningen i sine byggerier, ligesom eksempelvis glasproducenterne Saint-Gobain og NSG Pilkington benytter sig af afskærmingen.

Løsningen er således installeret i mere end 100 bygninger i otte lande.

Lucros Investment
Lucros Investment er en hollandsk familiefond, der er etableret i 2014.
Fonden investerer hovedsageligt i virksomheder med bæredygtige produkter. Den står desuden bag verdens største offshore vindmøllepark.
Microshade er fondens tredje investering inden for såkaldt cleantech.

Kilde: Lucros Investment og Microshade
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218