DAGENS LEDER: Når ordrebogen er russisk roulette
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Lige nu går det forrygende godt i branchen. Der er mange opgaver at byde på, og det kan være svært at sige nej til en opgave, selvom man har travlt. Og så gælder det jo også om at holde alle folkene i gang. Mange virksomheder har udvidet medarbejderstaben, og for at holde produktionsapparatet intakt skal der naturligvis hele tiden være opgaver at gå i gang med. Derfor fristes mange virksomheder til at give bud på opgaver, som egentlig ikke hører til blandt deres spidskompetencer - og så kan det gå hårdt ud over pengekassen. Virksomhederne er endnu ikke polstrede til at tabe penge på opgaverne - og slet ikke hvis der er flere opgaver, der giver underskud, fordi man ikke har formået at afdække risikoen.
Selvom det strider mod enhver entreprenørs eller håndværksmesters DNA at sige nej til en opgave, så er det af og til nødvendigt. Enten fordi man har en dårlig mavefornemmelse eller ligefrem har kalkuleret sig frem til, at opgaven er for risikofyldt og kun enten går i nul eller kommer ud med et lille overskud, hvis alt går helt efter bogen. Og det er der altså ikke nogen opgaver, der gør.
At påtage sig risiko er selvfølgelig også en konkurrenceparameter. Men det er lidt ligesom russisk roulette.
Det kan gå grueligt galt. Og man ved ikke hvornår.