23948sdkhjf

Coor vil tredoble markedsandel med en ny division

Når facility management-virksomheden Coor Service Management sit mål, vil den blive blandt de fire største spillere i Danmark inden for ejendomsservice
Serviceleverandøren Coor Service Management A/S har ambitioner om at tredoble sin markedsandel inden for ejendomsservice i Danmark over de næste tre til fem år, og som en væsentlig del af denne strategi lancerede virksomheden i januar divisionen Coor Property.

På nuværende tidspunkt dækker Coor Property et serviceareal på to mio. kvm ligeligt fordelt mellem indendørs og udendørs serviceopgaver. Inden for fem år skal dette areal op på 6 mio. kvm, fortæller divisionschefen for Coor Property, Thomas Fog.

"Omkring halvdelen af væksten skal komme gennem organisk vækst, mens den anden halvdel kan komme gennem opkøb", siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hvis Coor når sine mål, vil virksomheden blive blandt de fire største spillere i Danmark inden for ejendomsservice, ifølge divisionschefen.

Øget fokus på single service

Den organiske vækst skal primært komme ved at tilbyde kunderne ydelser på ejendomsservice som såkaldt single services.

Hidtil har Coor tilbudt ejendomsservice som en del af en samlet integreret facility management-løsning, men med Coor Property går koncernen nu også ind på markedet for ejendomsservice som single service, en fokuseret ydelse. På linje med hvad Coor allerede gør inden for områderne kantinedrift og rengøring.

"Vi kommer til at udfordre både små og store aktører på markedet, og med en vurderet værdi for ejendomsservices på mellem 10 og 15 mia. kroner alene på det danske marked er potentialet for vores nye forretningsområde enormt", siger Thomas Fog og tilføjer, at divisionen blandt andet jagter en ordre på Forsvarets udendørsarealer, der kommer i udbud næste år.

"Med den alene vil vi kunne indfri vores vækstmål".

Tidligere under Skanska

De fokuserede single services som ejendomsservice, rengøring og kantinedrift betyder dog ikke et farvel til integrerede serviceløsninger.

Ifølge Thomas Fog overser mange virksomheder de synergier, der kan opnås ved at integrere de forskellige serviceydelser.

"Mange virksomheder går i markedet for at få særskilte tilbud på ejendomsservice, kantine, rengøring eller energioptimering. Vores erfaring er dog, at der for rigtig mange virksomheders vedkommende er positive synergier at hente i form af besparelser, effektivisering, bedre kvalitet og andre gevinster ved at tænke på tværs af serviceområder", siger han.

Coor blev grundlagt i 1998 som en afdeling under byggekoncernen Skanska og blev børsnoteret som selvstændig virksomhed på Nasdaq i Stockholm sidste år.

Virksomhedens største marked er Sverige, svarende til 53 procent af omsætningen i regnskabsåret 2015.

Dernæst kommer Norge med 28 procent, Danmark med 12 procent og Finland med syv procent af den samlede omsætning.

Coor har desuden kunder i Belgien, Estland, Polen og Ungarn. Den årlige omsætning pr. 30. juni 2016 lød på cirka seks mia. danske kroner, herunder stod den danske afdeling for godt 700 mio. kroner.

Coor Property Danmark har i øjeblikket 130 medarbejdere, hvoraf cirka 100 var ansat i forvejen, inden den nye division blev oprettet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141