23948sdkhjf

To byggechefer frifindes for bedrageri på 140 mio. kroner

Retten i Roskilde afviser anklager mod toppen i entreprenørselskab
To chefer fra et kollapset entreprenørselskab undgår en fængselsstraf på flere år.

Retten i Roskilde har frifundet mændene for anklagen om, at de begik bedrageri over for Spar Nord, Sparekassen Sjælland samt et garantiselskab og en investor.

Under sagen har anklagemyndigheden påstået, at mændene begik bedrageri for mere end 140 millioner kroner.

Mændene stod til fængsel i fem-seks år, har anklageren sagt i retten.

Men på bundlinjen står altså, at de to tiltalte er blevet frifundet.

"Det har været en lang og sej kamp. Retten er efter min mening kommet til den rigtige afgørelse", siger advokat Henrik Stagetorn, en af de to forsvarere i sagen, torsdag.

Spar Nord var ifølge tiltalen det største offer. Banken tabte 62 millioner og risikerede at miste yderligere 30 millioner, lød påstanden.

En række interne e-mails danner imidlertid ikke bevis for, at mændene begik bedrageri eller forsøgte at gøre det, fastslår domsmandsretten.

Heller ikke forklaringer fra sparekassen, banken og de to øvrige har kunnet overbevise retten om omfattende økonomisk kriminalitet.

Hverken sparekassen, banken eller de øvrige fik misvisende oplysninger, lyder det i konklusionen.

Selskabet var en stor spiller i byggebranchen. På et tidspunkt var omsætningen på mere end en halv milliard kroner.

Men det havde én ulykkelig forbindelse - nemlig at være kunde i Roskilde Bank.

Da banken væltede i 2008, blev selskabet stemplet som et "rødt engagement". Det betød, at andre banker ikke umiddelbart ville have noget med det at gøre.

På trods af finanskrisen og den kappede bankforbindelse havde selskabet klaret sig fornuftigt, fastslår retten.

Efter halvandet år under Finansiel Stabilitets vinger forsøgte selskabet at skaffe lån forskellige steder.

Konkursen skete i 2011. Og kurator fandt bestræbelserne på at skaffe finansiering så mistænkelige, at sagen blev meldt til politiet i 2012. Derefter blev anklagen rejst.

I øvrigt er også en tiltale om, at de to chefer havde bedraget Lønmodtagernes Garantifond for 900.000 kroner, faldet til jorden i dommen, der er afsagt onsdag.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096