23948sdkhjf

Kalundborg afskaffer dækningsafgiften

Som led i budget 2017-2020 afskaffer Kalundborg Kommune dækningsafgiften på erhvervsejendomme. Det viser vilje til at imødekomme erhvervslivet, mener Dansk Byggeri
Fra årsskiftet skal virksomheder i Kalundborg Kommune ikke længere betale dækningsafgift.

Som led i budget 2017-2020 afskaffer kommunen nemlig afgiften på erhvervsejendomme, som i 2016 var på fem promille, svarende til at virksomheder i kommunen i år betaler 12,3 mio. kroner i dækningsafgift.

Kommunen satte for et par år siden afgiften ned fra 7,2 promille til de nuværende fem, ”og nu tager vi så resten”, fortæller borgmester Martin Damm (V) til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

”Jeg synes, det er en dårlig skat at have”, fortæller han og påpeger, at afgiften afskaffes for at give især mindre erhvervsdrivende en håndsrækning og for at få erhvervsmæssig vind i sejlende i kommunen.
Afskaffelsen er gjort mulig qua statens pulje til nedsættelse af skatter samt gennem forventninger til en højere vækst i selskabsskatter, lyder det.

Bag budgetaftalen står – foruden Venstre – Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet, svarende til 25 ud af 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen. Kun Enhedslisten står uden for budgetaftalen.

Positiv håndsrækning
Dækningsafgift
Dækningsafgiften er afgift på erhvervsejendomme, som kommunerne selv bestemmer, om de vil opkræve eller ej.
Ifølge Dansk Byggeri forventes der at blive opkrævet samlet 2.4 mia. i dækningsafgift i 2016. Det er et fald på 1,3 procent i forhold til de faktisk opkrævede dækningsafgifter i 2015. Og ud af de forventede 2,4 mia. kroner i 2016 står Københavns Kommune for 40 procent.
I alt 41 kommuner opkræver i 2016 dækningsafgift. Ud af dem er 26 placeret i Region Hovedstaden.
10 kommuner opkræver den maksimale dækningsafgift på 10 promille. Alle de 10 kommuner er placeret i Region Hovedstaden.
Den gennemsnitlige dækningsafgift er på 7,3 promille, når der ses bort fra de kommuner, som ikke opkræver det.

Kilde: Dansk Byggeris erhvervsvenlighedsanalyse

Hos Dansk Byggeri bliver beslutningen om at afskaffe dækningsafgiften positivt modtaget.

”Det er et meget positivt signal, at Kalundborg i et hug fjerner dækningsafgiften. For vores lokale virksomheder er det mange penge, som nu i stedet kan bruges på at skabe flere arbejdspladser eller købe nye maskiner, så virksomhederne kan udvikle og fremtidssikre sig”, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland, Niels Moestrup.

”Et sundt lokalt erhvervsliv, der bidrager med arbejdspladser og skatteindtægter, er en gevinst for kommunen, og politikerne har med deres beslutning om at fjerne afgiften vist, at de ønsker at være erhvervsvenlige og ikke opkræve særskatter. Det kan jeg kun rose”, supplerer han.

Også Allan Bonde Kristiansen, direktør i Svebølle Entreprenør og Maskinudlejning ApS, glæder sig.

”For det første gør det her det mere attraktivt at være virksomhed i kommunen, og for det andet gør det, at vi kan bruge midlerne anderledes i vores forretning”, siger han og påpeger, at pengene, som virksomhederne nu sparer, eksempelvis kan bruges på at tage flere lærlinge ind.

Direktøren fremhæver desuden at mange jyske virksomheder, som typisk ikke bliver opkrævet dækningsafgift af deres hjemkommune, i dag tager turen til Sjælland for at arbejde, og at afskaffelsen af dækningsafgiften i Kalundborg er med til at sikre mere lige vilkår og fair konkurrence i forhold til dem.

Ønsker at flere følger trop
Hos Dansk Byggeri håber man da også, at tendensen med afskaffelse af afgiften vil brede sig.

”Jeg håber, at det her kan få Greve, Næstved, Ringsted og Roskilde til at gå samme vej. Det vil gøre en stor del af Region Sjælland til afgiftsfrit område og dermed også mere attraktivt for virksomheder at placere sig i vores lokalområde frem for i hovedstadsområdet eller Nordsjælland, hvor dækningsafgiften langt de fleste steder er meget høj”, siger Niels Moestrup.

”For en virksomhed handler det både om, hvad det koster, men i lige så høj grad om, at der er ens vilkår, uanset hvor du driver din virksomhed”, fortsætter han.

Nedslag i budgetaftalen
25 ud af 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Kalundborg står bag budgetaftalen. Kun Enhedslisten står udenfor.
Med aftalen øges det gennemsnitlige årlige anlægsbudget fra 80 mio. kroner til 100 mio. kroner.
Der afsættes blandt andet en pulje på 900.000 kroner i hvert af årene 2017-2020 til byfornyelse, og 8,1 mio. kroner i 2017 til PCB-renovering af Årby Skole.
Herudover er partierne bag budgetaftalen blandt andet enige om, at der udarbejdes et forslag til en ny institution i området Buldervang til erstatning for det nuværende Børnehus Møllevang, og at der udarbejdes et projektforslag til vej- og cykelstiforbindelse mellem Rynkevangen og Slagelsevej langs jernbanen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125