23948sdkhjf

Byggeriets internationale omsætning går i vejret

Europa er på vej frem, og det smitter af på danske entreprenører, ingeniører og arkitekter, der sidste år havde en international omsætning på 22,3 mia. kroner. Under fjernere himmelstrøg har virksomhederne sværere ved at finde fodfæste, viser analyse
Der er efterspørgsel på byggeprojekter med danske entreprenører, rådgivende ingeniører og arkitekter i spidsen.

Den internationale omsætning kom i 2015 op på 22,3 mia. kroner, hvilket er en stigning på 3,8 mia. kroner sammenlignet med året før og det højeste niveau siden finanskrisen.

Det viser en ny eksportanalyse fra Danske ARK, FRI og Dansk Byggeri.

Analysen, der ser på, hvor meget af den internationale omsætning, der skabes via direkte eksport eller omsætning i udenlandske datterselskaber, viser, at virksomhedernes datterselskaber står for mere end 75 procent af den internationale omsætning i 2015 og langt den største del af fremgangen.

Eksportomsætningen har oplevet en mindre vækst på 800 mio. kroner fra 2014 til 2015, mens omsætningen i udenlandske datterselskaber er steget med tre mia. kroner til knap 17 mia. kroner.

"Det er virkelig positivt at se, den samlede internationale omsætning går i vejret. Den høje grad af internationalisering gør de danske bygge- og rådgivervirksomheder mere robuste og mindre følsomme over for lokale konjunkturudsving", siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI og fortsætter:

"Og det er vel at mærke den samlede branche, også de der ikke selv er internationale, som har gavn af, at branchen får en styrket international profil".

Det skyldes, at de internationale danske virksomheder bruger energi på at vinde opgaver udenlands, hvilket giver mere plads til de ikke-internationale danske virksomheder på hjemmemarkedet, forklarer han over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Derudover skaber en arbejdsplads hos en dansk entreprenør-, rådgivende ingeniør- eller arkitektvirksomhed i udlandet i gennemsnit 1,5 arbejdspladser herhjemme.

"Så det betyder ret meget for arbejdsmarkedet hjemme i Danmark, når det går godt for vores virksomheder i udlandet, og derfor er det for alle parters vedkommende glædeligt, at mange års arbejde med at få fodfæste på de internationale markeder nu for alvor ser ud til at bære frugt", supplerer Lene Espersen, direktør i Danske ARK, i en pressemeddelelse.

Ingeniører og Europa tæller op

Ud af den internationale omsætning på 22,3 mia. kroner står de danske rådgivende ingeniører for 14,3 mia. kroner, de danske entreprenører for 6,9 mia. kroner og de danske arkitekter for de resterende 1,1 mia. kroner.

"Det er de rådgivende ingeniører, der leverer den største volumen i den internationale omsætning. De står for cirka to tredjedele, men både entreprenørerne og arkitekterne oplever fremgang", siger Henrik Garver.

Ud af aktørernes samlede internationale omsætning hentes lidt over 17 mia. kroner i Europa, mens der kun bliver omsat for lige knap fem mia. kroner i resten af verden.

De nærliggende markeder og især de nordiske lande genererer en betydelig mængde af omsætningen, lyder det. En undtagelse er dog Grønland, hvor de tre aktørgrupper samlet genererede 208 mio. kroner i 2015.

"Europa og EU’s indre marked er de vigtigste markeder for byggeriet - henved 80 procent af den udenlandske omsætning hentes her. Derfor er det fortsat utrolig vigtigt, at det indre marked fungerer, og de eksisterende handelsbarrierer nedbrydes", fortæller Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri.

"Vi kan se, at de markeder, der tidligere er blevet spået kæmpe vækstrater, har skuffet. Det gælder for eksempel Brasilien, Nigeria og Sydafrika. Der er stadig store vanskeligheder forbundet med at arbejde under fjernere himmelstrøg, som gør det både risikabelt og svært for danske virksomheder at slå sig ned, men der er et stort potentiale", fortsætter hun.

Læs om entreprenørkoncernen Arkils internationale aktiviteter i mandagsavisen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.236