23948sdkhjf

OPP-projekt ved sygehus i fem delopgaver

Anlæggelsen af et meget ambitiøst grundvandsanlæg omkring Bispebjerg Hospital er tjent ind i løbet af ti år
Regionsrådet vedtog tirsdag aften, at Bispebjerg Hospital i fremtiden skal køles og opvarmes af et miljøvenligt grundvandsanlæg. Det medfører omfattende gravearbejder det kommende år for at trække rør på kryds og tværs af hospitalsområdet.

Der skal bores 12 huller på 100 meters dybde rundt omkring på Bispebjerg Hospitals 26 hektar store område. Desuden graves ca. 4 km rør ned, hvilket svarer til, at ca. 2.000 kubikmeter jord skal graves væk.

"Det siger sig selv, at vi støder på mange forhindringer i form af træer, bygninger og andre rør i jorden, og vi kommer til at være til gene på hospitalsområdet. Men det er umagen værd. Det er dyrere at etablere end konventionelle løsninger. Til gengæld er driftsomkostningerne så meget lavere, at merudgiften er tilbagebetalt i løbet af mindre end ti år," siger entreprisechef Carsten Nyboe fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Bruges sommer og vinter

I grove træk kan man med et såkaldt Ates-anlæg hente koldt grundvand op og bruge det til at køle det nye hospital og psykiatri med om sommeren. Når det så er blevet varmet op, leder man det ned i jorden, hvor varmen kan lagres. Om vinteren kan det varme vand hentes op og bruges til at opvarme med. På den måde kan hele kølebehovet og ca. halvdelen af varmebehovet på det nye hospital og psykiatri blive dækket. Hofor supplerer op med den resterende fjernvarme.

Opgaver udbydes enkeltvis

Parallelt med etableringen af Ates-anlægget laves også et nyt nødstrømsanlæg, når der alligevel skal graves på kryds og tværs af området.

I første omgang blev opgaven med både at etablere ATES-og nødstrømsanlæggene budt ud sammen med 20 års drift i et såkaldt Offentligt-Privat-Partnerskab. Der kom dog kun ét bud på opgaven, og strategien er nu ændret, så opgaven bydes ud i fem delopgaver: Ates, nødstrøm, teknikhus, boring af huller og rørlægning.

"Vi vurderer, at vi kan få bedre priser ved at hente kompetencer ind til hver enkelt delopgave såsom etablering af grundvandsanlæg, etablering af nødstrøm og boring af huller. Vi kommer selv til at koordinere snitfladerne mellem delopgaverne, og det betyder, at vi placerer en stor del af risikoen hos os selv frem for hos en entreprenør. Dermed forventer vi også at kunne holde priserne på de enkelte opgaver nede," siger Carsten Nyboe.

Passer godt på træerne

Gravearbejdet begynder ved 3. Tværvej og går ind i bunden af parken, der vender ud mod Ringvejen. Her bliver et rosenbed flyttet. Et elmetræ, et kirsebærtræ og en birketræ må lade livet på ruten op mod bagsiden af Lersø Komplekset.

"Vi har været i samråd med både hospitalets gartnere og Kulturstyrelsen i planlægningsarbejdet og har vurderet nøje, hvor vi gør mindst skade. Vores rør kommer til at slå flere knæk for at gå uden om træer," fortæller Torben Faurbye fra rådgivningsvirksomheden Tofa, der styrer grave- og rørarbejdet.

Stien i parken nærmest ringvejen bliver spærret af gravearbejdet. Parkeringspladsen mellem bygning 60 og Ringvejen vil også være lukket en periode. Der skal desuden graves ved ambulanceporten til Lersø Komplekset, men ambulancer vil altid have adgang. De øvrige graveetaper planlægges løbende.

Stort gravearbejde på Bispebjerg
Et nyt grundvandskøle- og varmeanlæg skal dække hele kølebehovet og halvdelen af varmebehovet for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg. Samtidig etableres et nødstrømsanlæg.

Gravearbejdet til de nye anlæg medfører, at der skal nedgraves cirka fire km rør over de kommende to år. Desuden bores 12 huller på 100 meters dybde rundt omkring på Bispebjerg Hospitals område.

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg opføres frem til 2025.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111