23948sdkhjf

Femern A/S indgår aftale med sydeuropæiske tunnelgiganter

Bygherren på Femern Bælt-tunnelen, Femern A/S, skal fremover dele sin viden med organisationen bag et nyt tunnelbyggeri under Brenner-passet på grænsen mellem Østrig og Italien
Femern A/S slår kræfterne sammen med en af de helt store drenge i klassen for tunnelbyggerier. Det danske selskab har netop underskrevet en samarbejdsaftale med organisationen Brenner Basistunnel SE, der står bag det igangværende byggeri af en jernbanetunnel under Brennerpasset i Alperne på grænsen mellem Østrig og Italien.

De to store tunnelbygherrer har forskellige typer af tekniske udfordringer foran sig. Mens Femern A/S skal bygge sænketunnel under havet, skærer Brenner Basistunnel gennem en bjergkæde. Alligevel ser parterne gode muligheder i et samarbejde, der blandt andet er tænkt som et projekt for vidensdeling.

"Det er et komplekst foretagende at bygge kæmpemæssige projekter på tværs af landegrænser. Begge projekter er unikke, men der er også mange områder med overlap, hvor alle kan få noget ud af at udveksle erfaringer", udtaler Peter Frederiksen, formand for Femern A/S, i en fælles pressemeddelelse.

Vil dele viden

De to store tunnelbygherrer vil dele viden inden for tekniske og videnskabelige områder, og i de tilfælde, det giver mening, kan medarbejdere fra de projekter gå sammen om opgaver.

Desuden har parterne i den sydeuropæiske og det nordeuropæiske samarbejde det til fælles, at de skal bygge på tværs af landegrænser og dermed hører under to forskellige lovgivningssæt. Det er blandt andet på det område, at Femern A/S håber at kunne trække på nogle af de østrigsk-italienske erfaringer.

Med i samarbejdet er også organisationerne String, et netværk for regional udvikling med repræsentanter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland samt Skåne og Hamborg, og Brenner Corridor Platform (BCP), et samarbejde etableret af EU-kommissionen med medlemmer fra italienske, tyske og østrigske regioner med interesse i den kommende jernbanetunnel gennem Alperne.

Et tættere samarbejde mellem String og BCP skal gøre det lettere for lokale aktører at få del i den udvikling, som store infrastrukturprojekter skaber.

"Hvis de omkringliggende samfund skal have det optimale ud af de muligheder, som Brenner- og Femernprojekterne giver inden for økonomisk vækst, arbejdspladser og bæredygtig udvikling, kræver det dialog, planlægning og politisk vilje. Ved at samarbejde kan vi påvirke politiske beslutningstagere på et højere niveau end det regionale og nationale", siger formanden for String, Steen Bach Nielsen.

Den i alt 64 km lange Brennertunnel i Sydtyrol bliver en dobbeltsporet jernbanetunnel, der forbinder Innsbruck i Østrig med Fortezza i Italien. Når den er færdigbygget, vil den være verdens længste undergrundsjernbane.

Tunnelen under Femern Bælt bliver med sine 18 km mellem Rødby og Puttgarden verdens længste sænketunnel.

Samarbejdets parter
Samarbejdet mellem de to tunnelprojekter Femern og Brenner inkluderer fire aktører:
Femern A/S – bygherre på Femern Bælt-tunnelen
Brenner Basistunnel SE – bygherre på jernbanetunnelen under Brennerpasset
String – en regional interesseorganisation med repræsentanter fra de tyske delstater Hamburg og Schleswig-Holstein, Region Skåne i Sverige og Region Sjælland og Region Hovedstaden
Brenner Corridor Platform – et samarbejde etableret af EU-Kommissionen, der samler offentlige og private aktører fra Italien, Tyskland og Østrig med interesse for en trafikforbindelse mellem München i Sydtyskland og Verona i Norditalien
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.3