23948sdkhjf

CG Jensen går sammen med tyske vandeksperter

Entreprenørvirksomheden CG Jensen har etableret et nyt selskab i samarbejde med den tyske virksomhed Hölscher Wasserbau, der gør sig inden for grundvandssænkning og brøndboringer
Den danske entreprenørvirksomhed CG Jensen A/S, der blandt andet beskæftiger sig med beton og vandbygning, har etableret et nyt selskab i samarbejde med tyske Hölscher Wasserbau GmbH, der har grundvandshåndtering og brøndboringer blandt sine kerneområder.

Det nye selskab får navnet Hölscher Jensen A/S og får lokaler i CG Jensens hovedkvarter i Glostrup. Her kommer firmaet til at arbejde sammen med den danske entreprenørs afdeling for jord, kloak, forsyning og gartneri. Det fortæller selskabet i en pressemeddelelse.

Flere komplekse opgaver

Kenneth Møller er divisionschef for områderne jord, kloak, forsyning og gartner i CG Jensen A/S og får titel som direktør i det nye samarbejde. Han ser frem til at arbejde sammen med "nogle af verdens bedste inden for grundvandssænkning og brøndboring".

"Den tyske teknik er noget, vi har kigget misundeligt på i et stykke tid, da teknikken ganske enkelt er unik og patenteret. Der er ingen tvivl om, at deres viden og kompetencer hører til branchens absolut bedste. Fremover kan vi nu løse de mest komplekse og udfordrende grundvandsopgaver i fællesskab", siger Kenneth Møller i pressemeddelelsen.

Idéen opstod i metroen

Idéen til oprettelsen af et nyt selskab opstod, da de to firmaer kom i kontakt under arbejdet på Københavns Metro, hvor de blev ansat på hver sin kontrakt hos Copenhagen Metro Team.

"Vi opdagede, at vi hver især havde nogle kompetencer, der supplerede hinanden rigtig godt", fortæller Kenneth Møller til Licitationen - Byggeriet Dagblad.

Hölscher Wasserbau har haft aktiviteter med grundvandssænkning i Danmark siden 2008 gennem et satellitkontor i Dragør. Ud over Metroringen har firmaet haft projekter på Nordhavnsvej, en tunnel- og vejforbindelse der skal forbinde Helsingørmotorvejen og Strandvænget på Ydre Østerbro i København.

Jan Vognbjerg fra afdelingen i Dragør bliver projektleder i det nye Hölscher Jensen A/S. Han håber, at samarbejdet kan give adgang til større opgaver.

"Vi har tidligere krydset klinger på forskellige entrepriser, og nu bliver vi kolleger, hvilket jeg glæder mig til. Vi håber selvfølgelig på, at vi kan komme med på flere store og udfordrende entrepriser gennem vores samarbejde med CG Jensen, da vi nu kan tilbyde en helhedsløsning, hvor kunden fremover kan få løst alle opgave af samme firma", siger Jan Vognbjerg i pressemeddelelsen.

De to virksomheder

Hölscher Wasserbau blev grundlagt i 1959. Siden har virksomheden udvidet forretningsområderne uden for de tyske landegrænser. Blandt andet med underafdelinger i England, Holland, Italien, Polen, Qatar og Østrig. Hölscher Wasserbau omsatte sidste år for 500 mio. kroner.

CG Jensen A/S har cirka 500 ansatte og omsatte i 2015 for godt én mia. kroner.

Hölscher Jensen A/S
Hölscher Jensen A/S er et datterselskab i CG Jensen Holding A/S. Ejerskabet i det nye dansk-tyske selskab er fordelt med 50 procent til Hölscher Wasserbau GmbH og 50 procent til CG Jensen Holding A/S. Adm. direktør for Hölscher Jensen A/S i Danmark bliver tyske Tim Roeder, chef for Hölscher Wasserbaus internationale afdelinger. Den daglige leder bliver Kenneth Møller, der også fortsætter som divisionschef for CG Jensen A/S’ Jord-, kloak-, forsyning- og gartner-division.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.269