23948sdkhjf

Europæisk joint venture opfører bro over Roskilde Fjord

Danske virksomheder er underleverandører til det vindende konsortium
Det bliver et europæisk Joint Venture bestående af entreprenørvirksomhederne Rizzani de Eccher, Besix og Acciona Infraestructuras, som Vejdirektoratet agter at indgå kontrakt med på milliardopgaven med at bygge den nye bro og motortrafikvej over Roskilde Fjord.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse fredag morgen

”Vi er færdige med at evaluere de fire indkomne tilbud. Det Joint Venture, der leverede det bedste tilbud - både på kvalitet og pris - består af en italiensk, belgisk og spansk virksomhed. Vi er meget tilfredse med, at vi nu er så langt i processen, at vi forhåbentlig snart indgår kontrakt med dem og dermed når endnu en vigtig milepæl i forhold til at få etableret en fjordforbindelse”, udtaler anlægschef i Vejdirektoratet Erik Stoklund Larsen.

Konsortiet har deltagelse af den danske entreprenørvirksomhed M.J. Eriksson som underleverandør og rådgiveren Sweco som rådgiver på miljø og geoteknik.

I alt lå tre ud af de fire priser, der kom ind på opgaven under entrepriseoverslaget på 1,1 mia. kroner.

"Det var store internationale entreprenørvirksomheder, der bød på opgaven. Det er dejligt at se, at det vindende Joint Venture har danske underleverandører i form af SWECO som rådgiver på miljø og geoteknik, samt MJ Eriksson som underentreprenør på jord- og afvandingsarbejder. Derfor forventer vi også, at der bliver en del lokale arbejdspladser i hele byggeperioden,” siger Leif Tullberg, der er bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund SOV

Elementr fra Polen

Joint Venturet har i deres tilbud valgt, at elementer til broens overbygning bliver produceret i Polen og sejlet til en dansk havn. Den del svarer til cirka 15 procent af den samlede produktion. Resten af projektet, såsom fundering og underbygning af højbroen samt den resterende del af kontrakten vil blive produceret på stedet.

Den nye bro over Roskilde Fjord bliver en betalingsbro og Fjordforbindelsen Frederikssund SOV skal varetage etablering af en ny motortrafikvej og fjordforbindelse over Roskilde Fjord samt stå for lånoptagning til finansiering af projektet samt opkrævning af betaling for passage af den nye forbindelse. Vejdirektoratet er bygherre på projektet på vegne af Fjordforbindelsen Frederikssund SOV.

Opgaven med anlæg af den nye bro og motortrafikvej er udbudt som en totalentreprise. Dermed har entreprenøren frie rammer til at planlægge gennemførelsen af opgaven. Dog regner Vejdirektoratet med, at den nyudnævnte vinder af projektet vil udnytte efterårsmånederne til at komme i gang med de geotekniske undersøgelser på Roskilde Fjord.

Den formelle kontraktindgåelse foregår i starten af oktober.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.274