23948sdkhjf

Regeringen afsætter 500 mio. kroner til E45

Med forslaget til næste års finanslov vil regeringen også gennemføre en forundersøgelse af en havnetunnel i København
Fra den dybgrønne Rentekammersal fremlagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i går regeringens forslag til næste års finanslov.

Selv om finansloven i år stod lidt i skyggen af regeringens 2025-plan, så kan bygge- og anlægsbranchen glæde sig over, at mange af de bebudede besparelser på infrastrukturen er fejet af brættet. Regeringen foreslår blandt andet, at der bliver afsat 525 mio. kroner frem mod 2020 til en udvidelse af E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S. En udvidelse fra de nuværende fire til seks spor på strækningen skønnes at kunne gennemføres på tre til fire år og forventes at have et positivt samfundsøkonomisk afkast.

Hos Dansk Byggeri kalder adm. direktør Lars Storr-Hansen finanslovsforslaget for "bestået" og glæder sig over, at regeringen har droppet mange af de planlagte besparelser på infrastrukturområdet.

"Det er positivt, at regeringen foreslår en udvidelse af E45-motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg og en forundersøgelse af den østlige ringvej i København. Begge er projekter med et godt samfundsøkonomisk afkast, som Dansk Byggeri har anbefalet. Vi finder det ærgerligt, at der skrues ned for ambitionerne i Togfonden. Vi vil nu nærmere analysere detaljerne i forslaget", siger han.

Fremrykker Storstrømsbroen

Regeringen lægger også op til at fremrykke færdiggørelsen af den nye Storstrømsbro til 2022 - en bred aftale der blev indgået med en række af Folketingets partier i foråret. Finansieringen sker gennem omdisponering af midler fra puljen til investeringer til forbedringer af den kollektive trafik. Midlerne tilbageføres efter 2021 til puljen.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, opfordrer Folketingets partier til at indgå langsigtede rammer og planer for Danmarks infrastruktur, så usikkerheden om fremtidige infrastrukturprojekter begrænses.

"Det er glædeligt og tiltrængt, at regeringen afsætter penge til nogle her og nu-investeringer i infrastrukturen. Dog savner vi nogle mere langsigtede rammer og planer for Danmarks infrastruktur, så vi begrænser mængden af stop and go-løsninger i fremtiden. I Sverige og Norge har politikerne gode erfaringer med at enes om en national transportplan og stå ved den, også selvom regeringsmagten skulle skifte", siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver.

Havnetunnel som OPP

Regeringen har i regeringsgrundlaget foreslået at gennemføre en forundersøgelse af en østlig ringvej/havnetunnel i København. Med finanslovsforslaget for 2017 har regeringen fundet finansiering til forundersøgelsen, der forventes at kunne gennemføres på omkring to år frem til 2018. Forundersøgelsen skal kortlægge omkostningerne forbundet med en havnetunnel og undersøge mulighederne for OPP. En havnetunnel i København vil blandt andet kunne binde det overordnede vejnet sammen øst om København og aflaste biltrafikken i byen. Desuden vil regeringen bidrage til etableringen af vestvendte ramper ved Esbjergmotorvejens tilslutningsanlæg 67 ved Vejen Øst. Ramperne skal forbedre tilgængeligheden til området og således understøtte de eksisterende og planlagte erhvervs- og byudviklingsområder i Vejen Øst. Regeringen vil støtte projektet med i størrelsesordenen 14 mio. kroner i perioden 2017-2019.

Læs også: " 3F savner penge til kamp mod social dumping ".

Læs også: " Organisationer må se langt efter Vejfond ".

Læs også: " Regeringen vil give fradrag for egenkapital ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.175