23948sdkhjf

Sporarbejde på Køge Bugt-banen forlænges

Den omfattende fornyelse af Køge Bugt-banen på S-togsstrækningen mellem Køge og Hundige forlænges med to uger. Forsinkelsen på arbejdet skyldes udfordringer med at få maskiner frem i tide
14 dages forlængelse.

Sådan lyder udmeldingen fra Banedanmark om arbejderne på S-togsstrækningen mellem Køge og Hundige.

”Jeg skal beklage over for passagererne og naboerne til banen, at det er nødvendigt at forlænge fornyelsesarbejdet med to uger på Køge Bugt-banen. Vi er meget ærgerlige over at stå i denne situation, hvor en forlængelse af projektet desværre er eneste mulighed for at blive færdige med de arbejder, der udestår”, siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark, i en pressemeddelelse.

Maskinlevering udfordrer

Arbejdsforlængelsen betyder, at den planmæssige åbning af sporet den 29. august udskydes til mandag morgen den 12. september.

Og den skyldes, at Banedanmarks entreprenør, M.J. Eriksson A/S, har haft store problemer med at få transporteret og leveret flere af de specialmaskiner, der bruges til at udskifte de nedslidte skinner og sveller samt rense ballastskærverne i sporet.

Maskinerne er kommet til Danmark fra Bosnien og Italien, men har været forsinket i op til fire uger.

”Vi må erkende, at vi har haft problemer med at få disse specialmaskiner frem til tiden. Vi har i et rigtigt godt samarbejde med Banedanmark og Trafik- og Byggestyrelsen forsøgt at lægge maksimalt pres på vores leverandører, så vi kunne få maskinerne godkendt og transporteret til Danmark til tiden, men desværre uden held. Det har betydet, at vi, på trods af stor efterfølgende indsats, ikke har kunnet indhente hele forsinkelsen og færdiggøre vores arbejder på strækningen, så der kan åbnes for togtrafik 29. august, hvilket vi beklager meget”, siger Jørgen Eriksson, adm. direktør i M.J. Eriksson A/S.

Ifølge Steen Neuchs Vedel har mange muligheder været undersøgt i forsøget på at kunne åbne planmæssigt.

”Men på dette fremskredne tidspunkt i forhold til den oprindelige tidsplan, er det desværre ikke muligt at standse de eksisterende anlægsarbejder på strækningen uden yderligere forsinkelser og endnu flere spærringer den kommende tid. Den eneste mulige løsning er desværre, at sporarbejdet forlænges to uger”, siger han.

Flere arbejder pågår

Der vil frem til åbningen af sporet den 12. september blive arbejdet på strækningen mellem Hundige og Køge, der skal ballastrenses. Derudover pågår der også svejseopgaver, justeringer og spændingsudligning af sporet.

Når S-togsstrækningen genåbnes for togtrafik, vil der være arbejder på kørestrømsanlægget som vil blive udført om natten, så det ikke generer den daglige togdrift på strækningen.

Arbejdet fortsætter frem til udgangen af 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11