Nu kan man blive installatør på deltid
Fra efteråret kan man læse til el- og vvs-installatør på et tre-årigt deltidsstudium
De to nye deltidsuddannelser er en del af en national satsning på voksen- og efteruddannelser, og der bliver tale om en modulopbygget videregående uddannelse, som typisk vil tage tre år.
Den nuværende fuldtidsuddannelse tager to år, og de nye muligheder bydes velkommen af installationsvirksomhedernes brancheorganisation, Tekniq.
”Installationsbranchen har brug for medarbejdere med et højt kompetenceniveau, og ikke mindst mulighed for at tage den fulde autorisation på deltid. På den måde kan medarbejderen kombinere arbejde og uddannelse, og virksomhederne behøver derfor ikke sige farvel til deres dygtige medarbejdere i to år, mens de er på uddannelsesbænken, men kan tilbyde de nye deltidsuddannelser som led i fastholdelse og karriereudvikling af medarbejderne. Vi tror på, at de uddannelser bliver en stor succes” siger underdirektør i Tekniq Tina Voldby i en pressemeddelelse.
Tæt samarbejde
Københavns Erhvervsakademi, KEA, har været en af tovholderne i udarbejdelsen af den nye uddannelse.
”Det er fantastisk glædeligt, at vi nu får to deltidstilbud på installatørområdet, hvor der er eksplosiv vækst og efterspørgsel på kompetencer - særligt inden for det tekniske område. Udviklingen af uddannelserne er sket i tæt samarbejde med branchens interessenter, og vi glæder sig til at starte op i efteråret”, udtaler Jette Mølholm, der er programchef på KEA Teknik.
Deltidsuddannelserne udbydes fra efteråret.