23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyt fra Byggefirmaet Knudsgaard, DP Ventilation, DT Group, Brdr. Møller A/S, Langkjær Staalbyg og Krifa
Byggefirmaet Knudsgaard

Christian Lomborg Jessen, advokat og partner i erhvervsadvokatfirmaet Innova, er indtrådt i bestyrelsen hos Byggefirmaet Knudsgaard med afdelinger i Højslev ved Skive og Åbyhøj ved Aarhus. Som advokat har Christian Lomborg Jessen erfaring inden for entrepriseret, byggeri, projektudvikling og den finansielle sektor.

Bestyrelsen for Byggefirmaet Knudsgaard udgøres ud over Christian Lomborg Jessen af ingeniør Camilla Knudsgaard og indehaver Lars Knudsgaard. De tre udgør også bestyrelsen i søsterselskabet Knudsgaard Invest.

DP Ventilation

Jan H. Christensen er ansat som regionsdirektør for region øst hos teknikentreprenøren DP Ventilation.

Han kommer fra en stilling som bygherrerådgiver hos ingeniør- og arkitektvirksomheden Gaihede. Tidligere har Jan H. Christensen arbejdet hos blandt andre det daværende Semco Danmark – i dag Bravida Danmark.

I sin nye stilling hos DP Ventilation skal Jan H. Christensen bidrage til at styrke anlægsafdelingen i primært hovedstadsområdet, Sjælland og øerne øst for Storebælt samt virksomhedens selvstændige afdelinger for service og automatik.

DT Group

Sune Tollestrup Biener, 36 år, er ansat som group financial partner hos byggematerialevirksomheden DT Group.

Han er uddannet cand.merc.aud. (revisor) fra Aalborg Universitet i 2006 og kommer senest fra en lignende stilling hos servicekoncernen ISS World Services.

Tidligere har Sune Tollestrup Biener arbejdet som accounting specialist og financial compliance manager hos rådgivningsvirksomheden Grontmij – i dag Sweco – og som consultant hos revisions- og rådgivningshuset EY.

I sin nye stilling hos DT Group bliver Sune Tollestrup Biener ansvarlig for finansielle projekter og for gennemførelse og optimering af compliance-processer.

Brdr. Møller A/S

Projektleder Erik Møller Eriksen kan i morgen fejre sit 50-års jubilæum hos entreprenørvirksomheden Brdr. Møller A/S i Brabrand.

For to år siden kunne virksomheden fejre sit 50 års jubilæum, og Erik Møller Eriksen har således været med fra den spæde start af familievirksomheden, da den første skovl kom i hånden, og den første maskine blev sat i arbejde. På det tidspunkt var hans mor også ansat i virksomheden.

Erik Møller Eriksen har igennem sine mange år i virksomheden været med i et utal af projekter og har været så langt væk hjemmefra som Nordsjælland i forbindelse med etableringen af S-togsbanen til Farum.

I 1970’erne var han blandt andet med til at etablere bydelen Gellerup i Aarhus, og blandt øvrige projekter kan nævnes etableringen af Ringvejen vest for Aarhus, omfattende fjernvarmearbejder i byen og kloakering af 1000 parceller ved Skæring Strand.

Aktuelt er Erik Møller Eriksen tilbage i Gellerupparken, hvor Brdr. Møller som udførende entreprenør er med til at gennemføre byudviklingsprojektet Helhedsplan Gellerup og Toveshøj.

Erik Møller Eriksen arbejder i dag på nedsat tid, men er fortsat en kompetent og respekteret leder og samarbejdspartner, der arbejder målrettet og seriøst i alle projekter. Han har gennem sine mange år i branchen oparbejdet en erfaring og en viden, som han gerne deler ud af til sine yngre kolleger.

Fritiden tilbringer 50-års jubilaren gerne i sommerhuset i Skæring sammen med sin kone Kirsten og børnebørnene.

Langkjær Staalbyg

Ellen Jensen, administrativ medarbejder hos specialentreprenøren Langkjær Staalbyg, kan torsdag fejre sit 40-års jubilæum.

Ellen Jensen har blandt andet styret Langkjær Staalbygs bogholderi og administration. Samme dag har hun sin sidste dag i virksomheden.

Krifa

A-kassecenterchef Preben Kjeldsen, Videbæk, kan fredag fejre sig 25-års jubilæum i fagforbundet og a-kassen.

Preben Kjeldsen er uddannet kontorassistent i Krifa og har videreuddannet sig med en diplomlederuddannelse og gennem interne lederudviklingsforløb.

Han har haft en række jobfunktioner i Krifas organisation, heriblandt teamleder, souschef og afdelingschef.

Siden marts har Preben Kjeldsen været a-kassecenterchef for Krifas Specialistcenter Herning med cirka 30 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109