23948sdkhjf

DEBAT: Trafiksikkerhed er et nedprioriteret område

Herhjemme kæmper alle om at bruge så lidt som muligt på trafiksikkerhed, skriver formand for Sikre Veje
Trafiksikkerhed fylder ikke meget hos politikere, myndigheder eller i medierne. Det er vel et udtryk for, at det rent trafiksikkerhedsmæssigt går godt nok. Men ”godt nok” er bare ikke godt nok.

Trafiksikkerhed er nemlig et nedprioriteret område, og der er potentiale for forbedring. I sidste uge hørte jeg Maria Krafft, direktør for den svenske transportadministration, komme med to pointer: Sæt autoværn op imellem kørebanerne på landevejene – det er billigt og det mindsker ulykker med kollision med modkørende med 90 procent. Og lav rundkørsler – det er billigt og det mindsker ulykker i kryds med 90 procent.

Hvor befriende at høre, at der i Sverige tænkes ”at det er billigt” at øge trafiksikkerheden – og at sikkerheden for trafikanterne betyder så meget, at samfundet gerne vil investere heri. Og i Norge investerer de massivt i nye, bedre og sikre veje – de investerer i infrastrukturen, hvilket også er til gavn for trafiksikkerheden.

Herhjemme kæmper alle om at bruge så lidt som muligt på trafiksikkerhed. Vejdirektoratet skal gennem en sparerunde, og kommunerne kæmper også med økonomien. Så målestokken i dansk trafiksikkerhed er mindst muligt – og ikke bedst muligt.

Man kan diskutere, hvordan vi øger trafiksikkerheden på vejene, om det er gennem vedligeholdelse, udvidelser, nytænkning eller nye veje – men vi gør det ikke ved at lade stå til og ved at lade forfalde.

Den trafiksikkerhedspolitik kommer der en regning for – flere trafikulykker og øgede samfundsmæssige omkostninger. Og der er ikke tegn på, at dette forfald vil ophøre. Dette på trods af tidligere indlysende analyser af, at vedligeholdelse betaler sig bedst. Og selv om der med den nye aftale mellem stat og kommune er penge på vej tilbage til kommunerne, så er der ikke én kommune, der er gået ud og har sagt, at nu skal trafiksikkerhed opprioriteres.

Så skal man grine eller græde? Vi griner ikke i Sikre Veje – og vi er for længst holdt op med at græde. Vi kæmper for at få trafiksikkerhed op på et samfundsøkonomisk niveau – for det helhedsorienterede perspektiv.

Det er ret simpelt at lave regnestykker over, hvad ulykker koster samfundet og stille det op imod omkostningerne til vedligeholdelse.

Men uanset regnestykket, så forhindrer den danske kassetænkningsmodel, at der bliver gjort noget ved det.

Kassetænkningsmodellen fungerer i bedste velgående, når stat, regioner og kommuner hver især afholder udgifter og investeringer – for så får én part en udgift, og en anden part sparer en investering. Og hvis parterne kræver noget af hinanden, så skal der følge penge med. Tåbelig model.

Nej - i stedet for skulle vi i Danmark til at tænke samfundsøkonomisk – og foretage de nødvendige forbedringer og investeringer, uanset om det er stat eller kommune, bare den totale gevinst i eksempelvis sygedage, hospitalsophold, tabt arbejdsevne og personlig smerte er mindst på niveau.

Det vil vi gøre noget ved i Sikre Veje.

Vi har kastet os ud i vores største, mest ambitiøse og mest seriøse projekt – nemlig at medfinansiere Postdoc Kira Hyldekær Janstrup, DTU, der forsker i sammenhængen mellem veje, samfundsøkonomi og ulykker.

Hensigten er at skabe objektive og uigendrivelige forskningsmæssige fakta, der viser, at sikre veje samfundsmæssigt set er billige veje.

Målet er at komme kassetænkning til livs og få et værktøj til at diskutere veje og trafiksikkerhed i et samfundsmæssigt perspektiv. Vi skal nemlig én gang for alle have slået fast, at konsekvenserne ved forfald er meget, meget større end vedligeholdelse og udvikling.

Og vi skal én gang for alle have udviklet en model, som vores politikere, både i stat, region og kommune, kan bruge på at ”regne” på konsekvenserne af deres valg – eller mangle på samme. Så det bliver synligt for borgerene hvor tåbelig kassetænkningsmodellen er.

Vi tror at denne mission kan lykkes – vi tror at fornuften sejrer til sidst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109