23948sdkhjf

Byggeriet sidder stadig i kreditklemmen

En fjerdedel af bygge- og anlægsvirksomhederne har inden for det seneste år oplevet, at banken har afvist en anmodning om kredit eller lån, viser ny analyse fra Dansk Byggeri
Bankmanden har stadig ikke den store tiltro til bygge- og anlægsbranchen.

I hvert fald viser Dansk Byggeris nyeste måling, at kreditsituationen halter, og at mange bygge- og anlægsvirksomheder får afslag på kredit eller lån hos banker eller realkreditselskaber.

Selv om de er positive tegn i dansk økonomi efterhånden har spredt sig til byggeriet, hvor aktiviteten og investeringerne er svagt stigende, er høje kreditomkostninger og mange afslag på lån og kredit stadig virkeligheden for en del bygge- og anlægsvirksomheder.

Ifølge analysen oplever omkring hver femte virksomhed, at renten eller andre omkostninger er steget i forbindelse med deres kredit i banken, realkreditselskabet eller lignende. Samtidig svarer en fjerdedel af virksomhederne, at banken i løbet af det seneste år har været afvisende overfor anmodninger, fordi de driver virksomhed i bygge- og anlægsbranchen.

Regneark og score

Det er især små virksomheder, der oplever, at banken har været afvisende overfor anmodninger om lån eller kredit, forklarer Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

”Kreditklemmen rammer de virksomheder, der ikke har en lang og veldokumenteret økonomisk historie og det er navnlig slemt, hvis kreditgivningen udelukkende bygger på regneark og score. Her vil de mindre være hårdest ramt. Derfor, hvis virksomhederne skal rejse sig, så skal kreditgivning ikke bygge på standardiserede modeller langt fra virkeligheden”, siger han.

At netop bygge- og anlægsbranchen er ramt af problemer med kredit, forklarer Torben Liborius med, at branchen har en rolle som ugleset.

”Det er byggeriet blevet, fordi det er en branche, hvor man kan komme til at binde en hel del kapital, hvor der er stor konkurrence, og på projekter skal man ikke regne alt for meget forkert, før korthuset kan vælte”, siger han.

Dansk Byggeri har målt virksomhedernes vurdering af deres kreditsituation tolv gange og har på den måde opbygget indikationer af de problemer, som medlemsvirksomhederne oplever omkring kreditgivning. Krisen har medført store vanskeligheder med at opnå kredit og lån. Men det spirende opsving kan ændre på det, mener Torben Liborius.

”Opsvinget har sørget for, at bankerne kan forsyne sig med penge igen, og det kan komme byggeriet til gode”, siger han.

Konsekvenser for samfundet

Hos Håndværksrådet kan cheføkonom Lars Magnus Christensen genkende det billede, som analysen tegner. Han mener, det flugter godt med Håndværksrådets egne analyser.

”En tredjedel af vores medlemsvirksomheder føler sig begrænset på finansiering. Det har konsekvenser for virksomhederne, men også for samfundet som sådan. Det, der holder samfundet oppe, er, at investeringslysten er stigende. Problemet er så, at har man ikke kapitalen, så går samfund og virksomheder glip af den mulige vækst. Sammenligner man Danmark med andre lande, så kører væksten i slæbesporet, og udnytter vi ikke muligheden nu, så går vi glip af arbejdspladser”, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11