23948sdkhjf

Østjysk entreprenør lander sit hidtil bedste resultat

Dansk Boligbyg lukrerer på fremgangen i det private byggeri, for licitationsmarkedet er fortsat under hårdt pres
Et stærkt presset licitationsmarked har ikke slået synderligt igennem på bundlinjen hos entreprenørvirksomheden Dansk Boligbyg A/S i Horsens.

Virksomheden, der ud over hovedkontoret har afdelinger i Hobro, Odense og Roskilde, har netop landet sit bedste resultat nogensinde med et overskud før skat, der er steget fra 18,1 til 24,3 mio. kroner i regnskabsåret 2015/2016, der sluttede den 31. marts.

Dansk Boligbyg opererer inden for bolig- og institutionsbyggerier samt renoveringsopgaver i hoved- og totalentreprise, og den helt store vækstdriver det forgangne år har været det private boligbyggeri, som nu udgør en tredjedel af entreprenørvirksomhedens ordrebog.

For det offentlige byggeri og dermed byggerier vundet i licitation er fortsat under et voldsomt pres.

”Presset er på alle projekter, hvor der er offentlige penge involveret. Dér kan vi ikke tjene ret mange penge. Derimod kan det private byggeri låne penge igen, og det kan vi mærke. Vi har langt flere private opgaver i dag, end vi havde for tre år siden, og det private marked vil kun stige i de kommende år”, siger Dansk Boligbygs adm. direktør, Ole Rasmussen.

Han peger særligt på Aarhus og København, hvor ikke mindst byggeriet af lejligheder er i vækst, men også Aalborg og Trekantområdet viser fremgang.

Faldende omsætning

Ole Rasmussen må dog konstatere, at omsætningen er faldet med 38 mio. kroner efter rekordomsætningen i 2014/2015 på 726 mio. kroner.

”Det er ikke noget, vi ser som alvorligt. Vi er mere interesseret i bundlinjen, og vi kan konstatere, at årets resultat er båret frem af et højt dækningsbidrag som følge af, at vi har haft færre tab på projekter”, siger Ole Sørensen, der under et betegner 2015/2016-regnskabet som bedre end forventet og meget tilfredsstillende.

Han kan dog allerede se nu, at det igangværende regnskabsår lander på et lidt lavere niveau end 2015/2016.

”Det skyldes, at nogle projekter er startet senere, end vi havde regnet med”, forklarer Ole Sørensen, der samtidig med regnskabet har sat et generationsskifte i gang .

Dansk Boligbyg har 51 medarbejdere, der primært er projektledere i og med, at virksomheden er styringsentreprenør, der løser byggeopgaverne i samarbejde med lokale entreprenører og rådgivere.

Dansk Boligbyg A/S
Millioner kroner
2014/2015 2015/2016
Omsætning 726,0 688,1
Bruttoresultat 26,8 43,3
Driftsresultat 16,3 26,3
Resultat før skat 18,1 24,3
Årets resultat 13,9 18,9
Egenkapital 51,9 60,9
Antal ansatte 49 51

Regnskabet er afsluttet den 31. marts 2016
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204