23948sdkhjf

Konkursramt betonfirma har fået nye ejere

Byggematerialeproducenten IBF og en gruppe tidligere medarbejdere har købt alle aktiviteter i konkursramte Abeo A/S
Opdateret 30/5-16 kl. 14:52: Udtalelser fra adm. direktør Karsten Sandal, Perstrup Beton Industri, og Abeos nye adm. direktør, Peter Hertz, er tilføjet.

Den konkursramte betonelementproducent, Abeo A/S, videreføres nu som et datterselskab under Industri Beton Holding ApS.

Byggematerialeproducenten A/S Ikast Betonvarefabrik (IBF), der er hovedaktionær i Industri Beton Holding, har sammen med de tidligere medarbejdere i Abeo, Peter Hertz, Alexander Wulff og Morten Schramm Rasmussen, købt alle aktiviteterne i Abeo, som havde udviklet det særlige SL-dæk.

Abeo gik konkurs for to uger siden , efter kapitalfonden Seed Capital, som ejede lidt over 25 procent af Abeo, opgav at poste flere penge i selskabet, da det ikke var lykkedes at skabe nok vækst i virksomheden.

Før konkursen havde Industri Beton Holdings datterselskab Perstrup Beton Industri A/S i Kolind på Djursland licensen til at producere SL-dækket, og det bliver fortsat Perstrup Beton Industri, der skal producere SL-dækket.

Perstrup Beton Industris adm. direktør, Karsten Sandal, der er medejer af Industri Beton Holding, mener ikke overraskende, at SL-dækket har en plads i markedet. Han deler ikke Seeds Capitals opfattelse af, at byggebranchen ikke vil adaptere ny teknologi, som kapitalfondens managing partner Ulla Brockenhuus-Schack, udtalte til Licitationen - Byggeriets Dagblad ved konkursen .

”Vi mener, det har en plads i markedet, og ting skal jo modnes. Så vi er tålmodige”, siger en fåmælt Karsten Sandal, der heller ikke vil oplyse købsprisen.

Kommer styrket ud af konkurs

SL-dækket er udviklet af professor ved Danmarks Tekniske Universitet Kristian Hertz, som sammen med blandt andre Peter Hertz og Alexander Wulff stiftede Abeo A/S i 2010.

Peter Hertz var finansdirektør i det tidligere Abeo A/S og bliver nu adm. direktør i det nye Abeo. Han mener, at Abeo er kommet styrket ud af konkursen.

”Med IBF har vi nu fået en langsigtet industriel spiller i ryggen, som kender branchen. Det er et mere optimalt setup, da vi nu får samlet udvikling, produktion og salg af SL-dækket under samme hat, hvilket giver et bedre udgangspunkt for fortsat udvikling af både teknologien og forretningen”, siger Peter Hertz i en pressemeddelelse.

Justeret salgsstrategi

SL-dækket er baseret på en kombination af almindelig beton og letbeton, som gør, at dækket kan håndtere tungere belastninger og større spænd end traditionelle dækelementer.

Peter Hertz understreger, at Abeo fortsat vil have fokus på ekspansion til udlandet, mens Abeo i Danmark vil justere lidt på sin salgsstrategi.

”Tidligere har mange set SL-dæk og huldæk som en ”enten-eller”-løsning. SL-dækket har mange fordele, men i flere tilfælde vil den bedste løsning opstå ved en kombination af de to. Det har vi for nyligt haft succes med på flere projekter”, siger Peter Hertz.

Han peger på Øresund Strandpark i København, hvor der er brugt SL-dæk langs facaderne, mens arealer med kort spænd inde i bygningen er løst med huldæk, hvilket er en model Abeo nu vil satse mere på.

Ud over Abeo og Perstrup Beton Industri omfatter Industri Beton Holding også Ølstrup Special Beton A/S og Byggebjerg Beton A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156