23948sdkhjf

Arkitektevent peger mod fremtiden

Arkitekturbegivenheden Architects At Work i København bød på mere end 120 producenter og distributører, der alle kunne fremvise deres bud på morgendagens byggeri og nytænkende design
Der er mørkt. Men på den tjekkede måde.

Der er faglighed. Men på den afslappede facon.

Og der er nyskabelser og innovation. Men ikke for anmasende, så det mister sin troværdighed.

Forum i København lægger i disse dage storrum til en begivenhed, der trods rammerne har fået noget intimt og inviterende over sig.

Architects At Work er navnet på udstillingsmessen, som arrangørerne kalder en event, og som onsdag, for anden gang i Danmark, slog dørene op for gæsterne.

En række fremtrædende materialeleverandører sætter fra hver deres bås – så oplevelsen bliver på de besøgendes betingelser – arkitekter, rådgivere og bygherrer stævne. Alle med det formål at give deres viden videre til arkitekterne, så de, med Rheinzinks tekniske rådgiver Pia Nørgaards ord ”kan rådgive bygherrerne på et oplyst og kvalificeret grundlag”.

Nøje udvalgte deltagere

Blandt udstillerne var mere end 120 producenter og distributører, der alle var nøje udvalgt efter graden af innovation af et dommerpanel sammensat af danske arkitekter og indretningsarkitekter.

Ugens begivenhed i Forum var tydeligvis med til at highlighte produkter, der var sluppet igennem arrangørernes nåleøje.

Deriblandt Rockfons Blanka-loft, der har en særlig høj lysrefleksion og lysdiffusion.

Brugt på rumfærger

”Flere har spurgt til, hvordan vi har kunnet designe et stenuldsloft, der er så hvidt og glat. Det er jo sådan, at akustiklofter skal kunne absorbere lydbølger. Har du en glat og hård overflade, bliver lyden kastet tilbage. Derfor er det svært at få en glat flade og samtidig et godt lydmiljø. Derfor er dette også kulminationen på lang tids forskning, hvor vi har anvendt en særlig krystallinsk maling, der spreder lyset, og som bliver brugt på amerikanske rumfærger”, siger teknisk chef i Rockfon, Oskar Meres.

Et fantastisk forum

Han tilføjer, at nordisk arkitektur vel nærmest er synonym med store vinduespartier og gennemgående lys.

”Men gulv og loft har også en betydning for, hvor langt dagslys trænger ind i bygningen. Derfor er det fantastisk at have et forum som dette til at sætte gang i dialogen med arkitekterne, så vi sammen kan få skabt smartere bygninger”, siger Oskar Meres.

Selve udstillingen af de innovative produkter blev suppleret af en ambitiøs foredrags- og netværksdel med blandt andre arkitekterne Kasper Guldager, GXN, Jonas Sangberg, Polyform, og Fredrik Pettersson, White Arkitekte, samt en særudstilling med temaet Massive Wood – træ i arkitektur.

Den bestod af en meget besøgt materialeudstilling arrangeret af Raumprobe, hvor publikum kunne se og føle på hundredevis af materialeprøver i træ.

Ved indgangen kunne publikum desuden opleve en fotoudstilling med 50 udvalgte projekter, hvor træ spiller en bærende rolle, arrangeret af scandinavian-architects.com.

Eventet er et internationalt anerkendt udstillingskoncept, som blev grundlagt i 2003 og siden har bredt sig til foreløbig 12 lande og 20 byer, herunder London, Berlin, Rotterdam, Rom, Istanbul, Wien – og nu altså for andet år i træk også København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.832