23948sdkhjf

2015 byder på tilbagegang hos JJW Arkitekter

Arkitektvirksomheden går fra et plus på bundlinjen på 4,1 mio. kroner i 2014 til et overskud på omkring en halv mio. kroner i 2015
Omsætningen er to mio. kroner lavere i 2015 sammenlignet med 2014 hos JJW Arkitekter A/S, der kommer ud af det seneste regnskabsår med et mindre plus end i 2014.

Virksomheden lander på omkring 713.000 kroner før skat og en halv mio. kroner efter skat mod et plus på over fire mio. kroner efter skat i 2014.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at resultatet på de knap 713.000 kroner før skat, svarende til en overskudsgrad på 1,5 procent, ikke anses som tilfredsstillende, og at det tilskrives et sammenfald mellem den generelle situation i det danske marked, hvor alle honorarer er udsat for voldsom priskonkurrence, og tegnestuens specifikke situation med en større organisatorisk og ressourcekrævende omstillingsproces – senest med ansættelsen af virksomhedens nye tegnestuechef, Nina Kovsted, i forbindelse med årsskiftet.

”Store dele af det skyldes, at vi har lavet strategiske hensættelser og investeringer i emner som bæredygtighed og struktur i vores virksomhed”, siger kreativ direktør i JJW Arkitekter, Ole Hornbek, til Licitationen - Byggeriets Dagblad om tilbagegangen.

”Vi havde håbet på et hurtigere afsæt; at vi kunne have fået et hurtigere afkast på noget af det”, fortsætter han og fremhæver samtidig, at det ikke er til både at blæse og have mel i munden.

2016 bliver et bedre år

Mens 2015 har budt på tilbagegang forventes 2016 at byde på ”en tilfredsstillende udvikling i det økonomiske resultat”, lyder det i ledelsesberetningen.

Her fremgår det, at den faglige bundlinje generelt er stigende, målt på blandt andet parameteret om, hvorvidt virksomhedens kunder vender tilbage.

”Vi ser således en tendens til, at vi oftere bliver inviteret til at afgive tilbud, og at vores vinderrate også er stigende, hvorfor vi i 2016 budgetterer med stigende omsætning”, fremgår det.

”Samlet ser vi et 2016 med øget omsætning, øget overskudsgrad, stærkere faglige resultater her og i udlandet – en øget arbejdsglæde samt en bredere forståelse af, hvad der skaber bæredygtig værdi for vores kunder”, fortsættes det.

”Vi har jo en strategi og har foretaget investeringer, vi forventer vil give afkast”, siger Ole Hornbek og supplerer med oplysningen om, at virksomheden forventer at komme til at røre ved det svenske marked.

Vedrørende medarbejderantallet forventer han, at det i 2016 vil ligge på et niveau, der ligner det i 2015. Her er tale om et gennemsnitligt antal beskæftigede på 78 mand, hvilket er en stigning på otte medarbejdere sammenlignet med 2014.

JJW Arkitekter
Millioner kroner
2014 2015
Omsætning 54,1 52,0
Bruttofortjeneste 8,9 5,1
Resultat før skat 5,5 0,7
Årets resultat 4,1 0,5
Egenkapital 8,0 5,5
Antal ansatte 76 68

Regnskabet blev afsluttet 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111