23948sdkhjf

Plastproducent finder en ny anvendelse til kerneprodukt

Plastmo lancerer nu sit kendte nedløbsrør til en helt ny anvendelse i Europa efter succes blandt danske kunder
Et nedløbsrør behøver ikke nødvendigvis kun kunne bruges til afledning af regnvand. Det kan også bruges til langt sjovere fornøjelser.

Producenten af tagrender Plastmo A/S i Ringsted har nemlig fundet en helt ny alternativ måde at bruge et af af sine kerneprodukter: Nedløbsrøret fra et tagrendesystem.

Sidste år introducerede Plastmo den selvkølende ølkøler, der er i realiteten er et nedløbsrør, som bores ned i jorden.

Og efter en god lancering herhjemme er turen nu kommet til Tyskland, Belgien, Holland, Luxembourg, England, Irland samt de tre baltiske lande.

Her lanceres produktet i samarbejde med Plastmos tyske moderselskab, Aco Group, hvor det markedsføres i en række landsdækkende byggemarkedskæder i de pågældende lande samt for Tysklands del også i en supermarkedskæde.

”Vi solgte over 25.000 styk sidste år, hvilket var langt mere, end vi havde forventet. Vi ser derfor et stort potentiale i at nå ud til endnu flere forbrugere i Europa”, siger Plastmos adm. direktør, André Thomsen, i en pressemeddelelse.

Ølkøleren placeres i et 90 cm dybt hul, som er gravet ud med et pælebor eksempelvis i haven. Indvendigt er der så plads til otte dåser i det nedgravede plastrør.

Plastmos ølkøler produceres på virksomhedens fabrik i Ringsted, og samling og pakning af produktet giver job til to til tre medarbejdere i højsæsonen.

”Vi håber, at ølkøleren også slår an i de lande, hvor den nu bliver introduceret. Og vi er klar til at producere det nødvendige antal, når bestillingerne fra Europa kommer ind”, udtaler André Thomsen.

Plastmo er en del af Plastmo Nordic Divisionen, der indgår i den verdensomspændende tyske koncern Aco Group. Det er en af verdens største virksomheder inden for produktion og salg af afvandingsteknik til indendørs og udendørs anvendelse og omsætter for 4,5 mia. kroner om året.

Plastmo A/S havde i 2015 en bruttofortjeneste på 55,9 mio. kroner og landede et resultat før skat på 6,8 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109